fbpx

Above Eleven – Rooftop Bar – Bangkok Guide

by Sanne
Above Eleven, Bangkok

Above Eleven er en af de hotteste rooftopbarer i Bangkok lige nu. Man er 33 etager oppe i skyerne, så forvent at bruge de første minutter på at falde i svime over den imponerende udsigt over Bangkoks skyskrabere.
Med tanke på beliggenheden nede af den ellers ret turistede Sukhumvit Soi 11, er klientellet på Above Eleven overraskende lokalt, og består primært af Bangkoks in-crowd af expats og thaier i 20’erne og 30’erne.

Udover en række legesyge, primært frugtbaserede cocktails og et rimeligt udvalg af vin på både flaske og glas, tilbyder Above Eleven også forskellige retter fra en japansk/peruviansk menu. Jeg har kun prøvet nogle af de peruvianske retter, som smagte udmærket men var en smule dyre. Dog mistænker jeg, at Above Eleven enten har ændret menuen for nylig, eller ikke har opdateret deres website, da jeg ikke længere kan finde de peruvianske retter online, som jeg bestilte, da jeg var der.

Priserne på cocktails på Above Eleven er derimod yderst rimelige, sammenlignet med andre rooftopbarer i Bangkok af tilsvarende kaliber. De fleste cocktails koster omkring 300THB og en flaske vin kan erhverves for omkring 1300THB.
Above Eleven er et perfekt sted at starte en aften i partygaden Sukhumvit Soi 11, men der er dog risiko for, at man vil synes at de andre steder i gaden virker lidt triste i sammenligning, og man ender med at ærgre sig over, at man ikke bare blev på Above Eleven hele aftenen.

Hvis der er noget Bangkok har fuldstændigt styr på, så er det rooftopbarer, og et at de hotteste steder lige nu er Above Eleven på Sukhumvit Soi 11. Det var Annie, som fortalte mig om baren, og jeg kan ikke takke hende nok for at have introduceret mig til, hvad der let kan være den klareste stjerne på Bangkoks nattehimmel lige pt og helt sikkert en af mine nye favoritter.


En aften på Above Eleven med AC:

Above Eleven er også en restaurant og menuen er peruviansk/japansk. Jeg har aldrig rigtigt forstået hvorfor man vil blande to forskellige køkkener i stedet for at fokusere på at brillere i et, men lige netop denne aften, var fusionskonceptet meget belejligt. AC spiser nemlig ikke sushi (som var hovedattraktionen på den japanske del af menuen) men det gjorde ikke noget, da vi jo havde en hel peruviansk menu at ty til i stedet.

Vi bestilte cocktails, edamame og en flok småretter til at dele. Maden gjorde ikke videre indtryk bortset fra cevichen, som var forrygende god. Den var så god, at vi ville have bestilt en til, hvis den ikke havde været så dyr, og hvis vores bord ikke allerede havde været fyldt med mad.

Jeg er dog ikke sikker på at cevichen stadigvæk er på menuen, for da jeg tjekkede Above Elevens website i går, kunne jeg ikke finde den, men du kan jo altid vise dem billedet fra min blog og spørge, om de stadigvæk laver den.

Udsigten fra Above Eleven er enestående, så det kræver en hel del selvbeherskelse ikke bare at gå amok med kameraet i et selfieorgie af dimensioner med Bangkoks skyline som baggrund. Ikke fordi det er forbudt, men Above Eleven er altså ikke Skybar (læs: turistfælde med dyre drinks). Klientellet på Above Eleven er  primært lokale og expats, og stedet har en skøn vibe, som vi altså helst ikke ville ødelægge.


• Gå ikke hjem uden at besøge toiletterne. De ligger gemt bag en græsbeklædt labyrint, og har nok Bangkoks fedeste toilet-udsigt.

• Indgangen til Above Eleven ligger på siden af Fraser Suites bygningen. Der er skilte ude fra vejen, så man ikke farer vildt. Her tager man elevatoren 33 etager op, og man behøver ikke at kede sig, da der er disko-musik hele vejen.

• Det kan anbefales at bestille bord i weekenderne.


Above Eleven, Fraser Suites Sukhumvit 33F, Sukhumvit Soi 11, Bangkok

Flere indlæg