fbpx
Home » Thailand » Ao Nang » Ao Nang Restauranter: E-San Seafood – Billigt og supergodt

Ao Nang Restauranter: E-San Seafood – Billigt og supergodt

by Sanne
E-San Seafood, fantastisk restaurant i Ao Nang

I Ao Nang har de bedste spisesteder ikke nødvendigvis air conditioning og stofservietter, og jeg har tidligere skrevet om de små boder i nærheden af hotellet, som vi har købt frokost ved næsten hver dag. Et andet sted med rigtig god mad, er den lille restaurant E-San Seafood & Thai food. Det er måske lidt af en overdrivelse at kalde stedet for en restaurant, da man sidder på lyseblå plastikstole under et halvtag uden vægge, men maden er blandt det bedste, jeg har spist i Ao Nang.

Priserne er meget lave, så første gang vi var der, bestilte vi alt for meget mad. Esan (eller Isaan) er en fattig nordøstlig region i Thailand, hvor mange af feriestedernes servicepersonale kommer fra. Regionen har dog et fantastisk køkken og det er herfra mange af de retter, man forbinder med Thailand kommer fra. De mest kendte er som tam (papayasalat), som de fleste turister før eller siden får smag for, men også sticky rice er en integreret del af Isaans køkken.

Jeg er helt vild med larb-salaterne, som består af fars, krydderurter og en dressing gjort på fiskesauce, lime og chili. Selvom de findes på de fleste restauranters menukort, er det sjældent at jeg ser andre turister bestille det, men det smager enormt godt og kan helt sikkert anbefales (husk bare at bestille en portion ris til, og bed kokken spare lidt på chilien).

E-San har også rigtig gode fiskeretter til priser, der er næsten det halve af, hvad man betaler på de flottere steder nede på Ao Nangs ”Seafood Street”. Fisken er frisk, og man kan selv vælge, om man vil have den dampet, friturestegt eller grillet. En hel fisk af typen red snapper koster kun omkring 300baht (53kr.), og serveres på et træfad med tilbehør og pyntekanin.

En så god restaurant kan selvfølgelig ikke holdes hemmelig, og der er også altid fyldt med både lokale og turister. Det gør dog ikke noget, for servicen er rigtig god, selv når alle gryder og pander er i sving. Retterne serveres dekoreret med udskåret frugt og grønt, og der hænger kokosnødder under loftet. Husets kat lusker rundt om benene på gæsterne, der har klipklapper på og drikker Chang-øl. Duften fra nabobordene blander sig med smagen af det, man selv har på tallerkenen, og det varme gule lys indhyller stedet i ren thai-magi. Tænk hvis alle aftener kunne være som denne!

Læs mere om Ao Nang på min blog >>

You may also like