fbpx

Bangkok: Den hemmelige food court i lufthavnen

by Sanne
Den hemmelige food court i Bangkok Lufthavn

Den er egentlig ikke så hemmelig, men man lægger ikke mærke til den, hvis man ikke ved, at den er der, for der gøres ikke meget for at reklamere for dens eksistens. Jeg tror at der er omkring 20 forskellige boder derinde, som sælger alt fra pad thai til nudelsuppe og bubble tea.

Man køber et hæfte med kuponer, som man bruger til at betale med, og bruger man ikke alle kuponerne, kan man få resten refunderet, når man er færdig. Priserne er næsten latterligt lave med tanke på at man er i en lufthavn, og starter på omkring 40THB for en ret.

De fleste af boderne har specialiseret sig i en slags mad, ligesom man ser det på food courts inde i byen, og når man finder noget, der lokker, betaler man med sine kuponer. Man kan ikke betale med kontanter. Drikkevarer køber man ved særlige drikkevareboder, hvor man finder et udmærket udvalg af smoothies, sodavand, kaffe og te.

Der er bakker og bestik til rådighed fra flere små stationer i lokalet. Der er også små beholdere med varmt vand, hvor man kan dyppe bestik eller spisepinde for at desinficere yderligere. Kuponerne er gyldige det indeværende døgn, og har man ikke brugt alle sine kuponer, kan man indløse det resterende beløb senest kl. 1:00 om natten.

Food Courten er åbent døgnet rundt, så ankommer man tidligt til lufthavnen er det et perfekt sted at få en billig bid mad, inden man tager af sted. Lufthavnstoget kører ikke om natten, så nogle gange har jeg også brugt food courten som ventesal, indtil det blev lyst og jeg kunne tage toget ind til byen og checke ind på mit hotel.

Foodcourten ligger på 1F som er det samme niveau, som busserne afgår fra. Står man udenfor terminalen med front mod terminalbygningen, så skal man gå længst til højre i terminalen, for at finde den. Der er et skilt ved indgangen hvis man er i samme ende som ventesalen til busserne. Kommer man fra den anden ende af terminalen, skal man gå gennem korridoren med toiletter for at komme til busventesalen.

Food courten ligger land-side, så man skal ikke igennem paskontrollen eller vise boardingkort for at komme ind. Har man ikke noget gyldigt ærinde i lufthavnen kan de dog i princip bede en om at gå, men det har jeg aldrig oplevet.

Flere indlæg