fbpx
Home » Mitzie Mee Beauty » Beauty Blog – December 2020

Beauty Blog – December 2020

by Sanne
Beauty Blog

Når det er koldt udenfor behøver min hud lidt ekstra opmærksomhed, og jeg har fundet ud af at Avène’s Eau Thermal er lidt af et mirakel for min tørre, følsomme vinterhud. Det kræver også lidt farve at holde de grå og mørke dage ud, så lige nu er det den sprudlende palet fra Etude House, som invaderer mit badeværelsesskab. Jeg er nok 20 år ældre end Etude House’s målgruppe, men jeg er vild med deres søde forpakninger og effektive, men billige, produkter.

Et andet sjovt produkt jeg vil fremhæve denne måned er Vitamin C Glow Revealing Liquid Peel fra The Body Shop. Jeg bruger næsten en hel flaske hver måned, for jeg bruger også peeling-gelen til hænderne og fødderne, og jeg elsker at se, hvor meget død hud jeg fjerner. Sidst men ikke mindst er der også den flydende eyeliner fra Stila, som er en gammel favorit. Her er listen med denne måneds skønhedsprodukter, direkte fra mit badeværelse til bloggen:

Avène Eau Thermale face spray

Avène – Eau Thermale

Kildevand på spraydåse virker måske lidt skørt, men det er altså et rent vidundermiddel for min hud her om vinteren. Jeg har nemlig en tendens til at få underlige små knopper og udslæt, når det er koldt udenfor, men et par sprøjt med kildevandet beroliger og fugter, og gør, at min hud holder sig normal i det danske vintervejr. Jeg plejer at købe de små 50ml, men da jeg så den store 300ml spraydåse på apoteket, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne købe den. Når jeg flyver har jeg dog en lille flaske med, som kan være i håndbagagen og som forhindrer, at den tørre luft ombord får min hud til at gå amok.

The Body Shop, Vitamin C Glow Revealing Liquid Peel

The Body Shop Vitamin C Glow-Revealing Liquid Peel

Jeg har tidligere prøvet FIRMx Exfoliating Peeling Gel fra Peter Thomas Roth, og jeg var på udkig efter en ny, da jeg faldt over The Vitamin C Glow-Revealing Liquid Peel i The Body Shop. Vitamin C Glow Revealing Liquid Peel er et rigtig sjovt produkt. Gelen klumper nemlig sammen til små viskelæderagtige fnullermænd, når man masserer den over døde hudceller, fedt og snavs i ansigtet. Der er bare et eller andet supertilfredsstillende ved at se hvor meget fnuller man mon kan producere, lidt ligesom den følelse man får, når man fanger noget rigtig stort med vatpinden i øret, haha. Bagefter får huden en flot frisk glød, og føles blød som en babynumse. Dog holder virkningen ikke så længe, men så er det jo godt, at man kan bruge Vitamin C Liquid Peel hver dag, hvis man har lyst til det.

Face Blur Etude House

Etude House – Face Blur

Face Blur dækker, glatter ud og fjerner porer, ligesom blur-funktionen i PhotoShop. Det er en meget let creme, og vist egentlig bare en primer, beregnet til at danne basen for yderligere lag af makeup, så er man vant til tungere makeup, vil man nok føle sig lidt nøgen, kun med Face Blur . Jeg synes dog dækningen er helt perfekt, og jeg går tit ud og handler uden andet på end Face Blur og lidt farvet læbepomade (og selvfølgelig tøj:)).  

Berry Delicious cream blusher Etude House

Etude House – Berry Delicious

Berry Delicious er Etude House’s populære jordbærfarvede cream blushers. Alle nuancerne har jordbær-inspirerede navne, og de dufter også af (meget syntetisk) jordbær. Den farve jeg har, #1 Wild Strawberry, er en kraftig pink med en lille smule meget finkornet guldshimmer. Der følger en flad svamp med, men den kan du godt smide ud (eller bruge til noget andet) for den samler alt for meget farve op, og er generelt ret umulig at anvende. Der er meget pigment i blusheren, så du behøver kun en lille bitte smule ad gangen. Det letteste er faktisk at duppe et par små prikker på kinderne med fingerspidserne og derefter jævne farven ud med fingrene.

Stila Stay All Day liquid eye liner,

Stila – Stay All Day Liquid Eye Liner

Det tog lidt tid inden jeg for alvor blev begejstret for eyelineren, som mest af alt ligner en sort tusch. Den er nemlig meget flydende det første stykke tid efter at man tager den i brug, og farven virker tynd og vandet. Men giv den en chance, for efter at have brugt den nogle gange er tuschen mindre fugtig og mere som en sprittusch end som vandfarve, og eyelineren er holdbar og let at lægge.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

You may also like