fbpx

Beijing: Op og ned af Ghost Street (Gui Jie)

by Sanne
Ghost Street i Beijing

Hele aftenen i går blev brugt på at vandre op og ned af Ghost Street. Det er nok et af de hyggeligste steder jeg har været i Beijing, og alle de røde lamper giver gaden et næsten magisk skær. Nogle vil måske mene at det er lidt for meget kitsch med alle de lamper, lidt ligesom vinkende katte og tallerkener med billeder af Mao, og jeg tror da heller ikke, at det ville have fungeret andre steder end i Kina.

Der er over 100 restauranter på den lidt over en kilometer lange strækning, som udgør Ghost Street, og hvad enten man har lyst til Peking Duck, frøer, fiskehoveder eller stegte insekter, så findes det her. Man fik det indtryk at de eksotiske snacks på Ghost Street rent faktisk fandtes på menukortet, fordi der var en reel efterspørgsel i modsætning til Wangfujings snack street, hvor man mest havde følelsen af at mange af tingene kun fandtes for at underholde turisterne.

Der er ikke noget, der kan ærgre mig mere end hvis jeg vælger et sted at spise og det så viser sig, at restauranten lige ved siden af, så meget hyggeligere ud, så jeg endte med at gå hele vejen ned af Ghost Street og halvejs tilbage igen, før jeg fandt en hyggelig, og meget fuld restaurant, hvor man kunne sidde udendørs og spise.

Jeg antog at grunden til, at der var så mange gæster i restauranten var på grund af den gode mad, men jeg fandt senere ud af, at det vist nærmere var på grund af de billige øl. Dog var den Pekingand jeg fik helt ok, og det var dejligt at kunne sidde udenfor.

Selvom Ghost Street skulle være ret kendt, så så jeg ikke mange turister, og det var heller ikke alle steder, at der var engelske menukort. Det var også rigtigt billigt at spise der, så det er helt sikkert ikke sidste gang jeg besøger Ghost Street. Måske jeg skulle prøve en gang stegte græshopper eller en skål sur grisehjerne næste gang?

Min Beijing Blog

Flere indlæg