fbpx

Bolan – Thaimad med stil

by Sanne
Bolan, Bangkok

Man kan finde ekstremt billig thaimad på hvert gadehjørne i Bangkok, men når det kommer til finere thairestauranter er udvalget langt mere begrænset. Måske er det fordi at folk umiddelbart kvier sig ved at skulle betale i dyre domme for hvad, der minder om det, de kan få på streetfood-stederne til en brøkdel af prisen?

Dette har i hvert fald været en af mine undskyldninger for ikke at have besøgt Bo.lan indtil nu, kombineret med at det altid har været svært at få bord, i hvert fald for sådan nogle som mig, der endnu ikke har lært at reservere bord lang tid i forvejen.

Da jeg hørte at Bo.lan var flyttet til nye og større lokaler i Thonglor besluttede jeg mig dog endelig for, at tiden nu var inde, så jeg gik ind på deres hjemmeside og sikrede mig et bord til 1 person kl. 21:30.

Jeg bestilte en Balance Menu (2680THB+moms og servicetillæg), som er den fulde tastingmenu på Bo.lan, og første punkt på menuen var forskellige slags thailandske snacks samt en aperitif med thaiwhisky. Er det bare mig, eller er det der med at starte et måltid med en cocktail bestemt ikke nogen dårlig idé?

Derefter fulgte en elegant line-up af forskellige amuse-bouches, som viste sig at være et yderst velsmagende bekendtskab. På Bo.lan serverer man retterne family-style, så hele bordet kan dele, men da det jo kun var mig ved bordet, var der ingen at dele alle hovedretterne med, og der var langt mere mad, end jeg kunne spise. Hovedretterne? Ja, det er flertal. Jeg tror jeg fik 5 forskellige retter plus en stor portion ris.

Krebsesalat, kyllinge-relish, lynstegt lokal bregne(!) med muslinger og blæksprutte, suppe med svinekød og ananas samt en curry med oksekød. What’s not to love? Maden smagte præcis lige så godt som den så ud, men bregnen med muslinger fortjener en særlig omtale.Ved første øjekast fremstod retten ret ordinær, og jeg var lige ved at skippe den helt for at spare appetit til desserten. Det gjorde jeg heldigvis ikke, for den bregne var seriøst fantastisk. Saften fra muslingerne og blæksprutten var godt kogt ind med masser af hvidløg, og udgjorde en smagsoplevelse af den kaliber, som foodies skriver digte om.

Selvom jeg har en sund appetit, præsterede jeg kun at spise en lille smule af hver hovedret, for jeg var ved at være mæt, og af erfaring ved jeg, at det altid kan betale sig at gemme lidt plads til desserten.

En af mine thailandske yndlingsdesserter er er tab tim krob, som er vandkastanjer i sirup med kokosmælk og isterninger, så jeg var ret begejstret da det viste sig, at tab tim krob var dagens dessert.

Bagefter fulgte en overdådighed af petit fours, som desværre ikke efterlod noget nævneværdigt indtryk. På det tidspunkt var jeg dog så mæt, at det nærmest var en lettelse at vide, at jeg ikke gik glip af noget.

Servicen var omsorgsfuld og man kunne se, at personalet virkelig gjorde sig umage, men nogle gange blev det hele lidt akavet. En af de små petit fours var placeret inde i en glasklokke, som skulle være fyldt med røg, men den væge, der skulle tændes for at kreere røgen var ret genstridig, så den første tjener, som forsøgte, gav op og forsvandt.

Derefter kom en anden fra personalet forbi, men måtte også give op. Der var først da en tredje person med større tændstikker kom forbi, at det lykkedes, men der var overraskelsesmomentet ligesom væk.

Jeg havde bestilt en såkaldt Mocktail Flight til at akkompagnere maden, og det viste sig desværre at være en skuffende oplevelse. Ifølge menuen skulle det være 3 af Bo.lans signatur-mocktails (mocktail = alkoholfri cocktail), men så vidt jeg kunne se og smage, var der bare tale om almindelig juices fra deres drinks menu, og det ville endda have været billigere at købe dem individuelt. Jeg ville have forventet langt mere for 870THB. Kunstpausen mellem hovedretterne og desserten var også lidt til den lange side, men alt i alt var det dog kun mindre pletter på en aften, der overordnet set imponerede.

Atmosfæren på Bo.lan er et sted mellem hip afslappet og rustik på den lækre måde, og selvom der er et gennemgående legesygt element i deres tilgang til tingene, så er der ingen tvivl om, at Bo.lan tager det thailandske køkken særdeles seriøst.

Balance-menuen var som en rejse gennem moderne thailandsk kogekunst med flere afstikkere til både hjørner og kringelkroge. Det var ikke blot mad, men spiselig kunst, og jeg sidder tilbage med en taknemmelig følelse af at have oplevet på nært hold at der bliver skrevet thailandsk madhistorie.


Man kan vælge mellem 3 forskellige menuer: Bo.lan Balance, som er den fulde tasting menu, Bo.lan Brief, som er den kortere udgave samt Bo.lan Botanical for vegetarerne. Maden serveres ”family style” og alle i selskabet skal derfor enes om at bestille den samme menu.

Friske ingredienser af høj kvalitet er alfa og omega i det thailandske køkken, og hos Bo.lan arbejder man med lokale farmere for at få adgang til de absolut bedste råvarer. Det kan helt sikkert smages, og maden på Bo.lan er både lækker og indbydende.

Prislappen for en middag på Bo.lan ligger i den pebrede ende, men maden er fantastisk, så lad nu være med med at regne på, hvor mange tallerkener pad thai, du kan få nede på gadekøkkenet for samme pris. Det her er thailandsk madlavning på højt plan, så selvfølgelig koster det. Bare tænk på, hvad et tilsvarende måltid ville koste i New York eller København.

Bo.lan er en af de klareste stjerner på Bangkoks restauranthimmel men selvom maden er i særklasse og omgivelserne er betagende, så er atmosfæren afslappet og nede på jorden. Der er heller ikke nogen dresscode, men man beder dog gæsterne om at undlade at troppe op i flip flops og shorts.

Man kan bestille specielt sammensatte vinmenuer, ølmenuer samt cocktail- og mocktailmenuer. Da jeg spiste på Bo.lan bestilte jeg mocktailmenuen og den viste sig desværre at være skuffende og ikke pengene værd, så jeg vil anbefale, at man bestiller drikkevarerne undervejs i måltidet ud fra hvad man har lyst til.

•  Bo.lan er et af de steder i Bangkok hvor en reservation er absolut nødvendig, og man bestiller bord på deres hjemmeside. Lørdag og søndag er Bo.lan også åben til frokost, og servererer da en speciel frokostmenu, som er noget billigere end aftenmenuen. Husk at 10% serviceafgift samt 7% moms kommer oveni regningen.

• Den letteste måde at komme til Bo-lan er med Skytrain. Stå af ved Thong Lo Station og gå ned af Sukhumvit Soi 53. Bo.lan ligger på højre hånd, ca. 100m nede af gaden, gemt lidt væk for enden af en lille indkørsel.

Bo.lan, Sukhumvit Soi 53, Thonglor, Bangkok, Nearest BTS: Thong Lo

Flere indlæg