fbpx

Billig shopping i New York – Century 21

by Sanne
1255 views
Century 21, New York

Hvis der er en butik, som virkeligt kan få mig til at gå shop amok, så er det Century 21. Hylde efter hylde, etage efter etage, er proppet med lækre sager fra kendte designere til meget lave priser. Det meste af tøjet har en sæson eller tre på bagen, men hvad gør det, når man kan skifte hele sin kedelige H&M garderobe ud og stadigvæk have penge tilbage at købe cocktails for?

Det tager tid at gøre virkelige fund, men lad dig ikke slå ud af 90’er inspirerede, koneformede Calvin Klein kjoler (hvorfor har alle outletbutikker i USA de rædsler?) og sæt mindst en hel dag af til at finkæmme alle etager. For de amerikanske designeres vedkommende, er der ofte rigtigt mange penge at spare, hvorimod mange af de europæiske mærker er dyrere end i Danmark.

Skoafdelingen hos Century 21 er uden tvivl også et besøg værd. Skoene er opstillet efter type samt størrelse, og nogle sko findes kun i en enkelt størrelse. For skoene gælder det ligesom for tøjet, at det er blandt de amerikanske mærker, man finder de største besparelser.

En trappe ned ligger boligafdelingen og hvis du ikke allerede har fyldt kufferten, så er her en oplagt mulighed. Ting til boligen og køkkengrej er generelt meget billigere i USA, så kan du forestille dig, hvor lave priserne er i en outletbutik som Century 21? Hvis bare den KitchenAid-mixer ikke var så tung..

Der kan til tider være både varmt og proppet med mennesker, og køen til prøverummene kan være hjerteskærende lang, så husk at tage en flaske vand med i tasken. Derudover er det en god idé at sætte sig ind i de amerikanske størrelser i forvejen, så du ved cirka hvilken størrelse du bruger.

• Jeg finder altid noget i følgende afdelinger: Jeans (godt og billigt udvalg af alle de rigtige mærker), Sportstøj (lækre tracksuits og hyggetøj fra bl.a. Juicy Couture og BCBG), Undertøj (der er altid gode tilbud på Calvin Klein-trusser) og Solbriller (meget billigere end i Danmark).

• Man må max prøve 8 ting ad gangen.

Min guide til billig designertøjsshopping i New York


Century 21, 22 Cortlandt Street (between Church and Broadway), New York