fbpx
Home » Dubai Blog » Dubai: Authentic Angels – En filippinsk restaurant på en båd

Dubai: Authentic Angels – En filippinsk restaurant på en båd

by Sanne

Forleden kom jeg i snak med min massør, som er fra Filippinerne. Jeg spurgte hende hvor man finder den bedste filippinske mad i Dubai, og hun sagde, at et af de steder som er rigtig populært blandt filippinere lige nu, er en restaurant på en gammel træbåd nede ved Dubai Creek.

Jeg kunne ikke finde nogen hjemmeside, men på Instagram lykkedes det mig at finde restaurantens ejer som henviste mig til et WhatsApp-nummer, hvor man kunne bestille bord.

Da vi kom ned til båden, virkede det som om der var et privat arrangement i gang, så jeg spurgte en fra personalet om vi mon var kommet til det rigtige sted? Det forsikrede hun os om at vi var, men spurgte os, om vi mon var ok med at der kun blev serveret filippinsk mad? ”ja” svarede jeg ”det er derfor at vi er her. Hvor må vi sidde?”

Vi fik at vide, at vi kunne sidde hvor vi havde lyst, og så blev vi ellers vist hen til buffeten. På grund af covid-19 er det personalet som styrer buffeten, så man peger på det man vil have, og så øser de ellers op.

Vi sprang let og elegant over fadet med fiskehoveder, men smagte ellers lidt af det hele. Det var måske ikke verdens største eller bedste buffet, men man blev mæt og hvad der manglede på det kulinariske område, blev mere end opvejet af den skønne atmosfære. Det var ligesom at være havnet midt i en privat filippinsk picnic og det var umuligt ikke at blive smittet af den glade stemning der herskede.

Vi startede med at sidde udenfor, på det øverste dæk, men kort tid efter vi kom blev buffeten flyttet nedenunder og vi fulgte trop. På den etage var der også karaoke, så havde man lyst, kunne man synge sig en lille sang, mens man spiste.

Da vi var færdige med at spise og gik op for at betale fik vi at vide, at vi for 20AED mere kunne tage med på bådturen senere på aftenen, hvor båden ville sejle en tur rundt i Dubai Creek. Båden afgik dog først kl. 20:30, så det takkede vi nej til, men kommer jeg fordi en anden gang, vil jeg sørge for at time det, så det bedre passer med bådturen.


Highlights fra buffeten: Forårsrullerne og nudelsalaten (pancit) var rigtig gode. Jeg kunne også rigtig godt lide den kinilaw na isda (en slags filippinsk ceviche), som kom på bordet lidt senere, og som jeg ikke er sikker på er en del af standardbuffeten. 

Pris: 49AED (+20AED hvis man vil med på bådturen som afgår 20:30. Kun om fredagen. Sodavand koster 6AED, iste koster 5AED og en stor flaske vand koster 10AED.

Båden ligger ud for Hilton Canopy Hotel i Al Seef-området nede ved Dubai Creek. Der står “Jannat” med blå bogstaver langs siden af båden.

WhatsApp: +971 504983750

Authentic Angels har også en restaurant på fast grund med en mere varieret menu, og det skulle være et rigtig godt sted for fisk og skaldyr.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

You may also like