fbpx

Dubai: En dag ved stranden i Al Mamzar Beach Park

by Sanne
Al Mamzar beach i Dubai

Al Mamzar Beach Park ligger nord for Deira, på grænsen til Sharjah, men stadigvæk i Dubai. Med tanke på at vi har boet i Dubai i 6 år, så er er derfor pinligt at indrømme, at det ikke var før denne weekend, at jeg endelig fik kigget forbi. Men det er så endnu en af fordelene ved at have gæster: At man ser sin by med helt nye øjne og kommer ud og leger turist igen:)

Man betaler 30 AED for at tage sin bil med in i Al Mamzar Beach Park, og derudover koster det 5 AED pr. person. Afstandene inde i parken er overkommelige, men det er alligevel praktisk at have bilen med derind, så man har et sted at opbevare mad, børn (?) og klapstole.

Al Mamzar er en odde, så der er vand til begge sider, men det er langs vestkysten, at man finder de bedste strande. Beach 2 ligger lige ved indgangen, og den virkede mest velbesøgt, hvilket sikkert skyldes at folk, der ikke kommer i biler let kan gå dertil. På Beach 2 var der et lille cafeteria, hvor vi spiste frokost, og der var også en vogn, hvor man kunne købe kaffe samt et par isboder.

Nord for Beach 2 ligger Beach 3, og det var den strand, jeg bedst kunne lide, for den virkede ikke så fyldt som Beach 2. Beach 4 ligger længst nordpå. Den var mindre end de andre strande, og der var desværre masser af affald i vandkanten, da vi var der. Overordnet var Al Mamzar Beach Park dog et rigtig dejligt sted, og parken er et godt alternativ til fx JBR Beach, hvis man bor i den nordlige del af Dubai. Sandet på strandene er groft, men hvidt, og vandet er klart.

Der er grillfaciliteter, så hvis jeg skulle besøge Al Mamzar Beach Park igen, ville jeg tage noget med, der kunne grilles, for selvom min Malik-burger smagte udmærket, så er der jo ikke noget bedre end grillmad ved vandet.

Al Mamzar er et ret lokalt område og inde i Al Mamzar Beach Park ser man flere burkinis end bikinier. Går man væk fra stranden og op i parkområdet skal man også huske at tage tøj på igen, da det ikke er velanset at spankulere rundt i badetøj, når man ikke er på stranden.

De fleste besøger sikkert Al Mamzar på grund af strandene, men parken er faktisk også rigtig fin. Der er et lille udkigstårn i midten, og selvom det ikke er så højt, så ser man nok til, at det er værd at gå derop.

• Mandag og onsdag er Al Mamzar Beach park kun åben for kvinder og børn. 

• Man kan leje sin egen private hytte for en dag. De ligger længst oppe nordpå ved Beach 4.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Flere indlæg