fbpx

Dubai: En hurtig guide til Fashion Forward FFWD

by Sanne
Fashion Forward i Dubai

//Jeg var inviteret til Fashion Forward som blogger, og jeg fik et gratis media pass //

Sidste weekend var jeg forbi Fashion Forward i Dubai. Begivenheden strækker sig over 6 dage, hvoraf 3 dage er åbent for almenheden. Dagene er fyldt med præsentationer, modesnak og modeshows, og det er på Fashion Forward alle de største designere fra regionen får lejlighed til at vise, hvad de har kreeret for den kommende sæson. Mange af begivenhederne forløber parallelt, så det gælder om at sætte sig ordentligt ind i programmet og prioritere rigtigt.

Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle være der både fredag og lørdag, men efter fredagens fuldspækkede program var jeg så træt, at jeg ikke orkede at tage af sted om lørdagen.

Fashion Forward afholdes ude i Dubais nye designdistrikt D3, hvor man har alt moderelateret samlet på et sted. I anledningen af FFWD var der også opstillet forskellige pop-up butikker, barer og madboder. Dagens program blev annonceret på storskærme, og man kunne derudover tage sit eget eksemplar af hele FFWDs program i papirformat ved indgangen.

Det mest interessante var selvfølgelig at se, hvad de forskellige designere havde at byde på. Der var både traditionelle runway shows, hvor modellerne gik frem og tilbage på catwalken, og såkaldte presentations, som var lidt mere uformelle shows, hvor modellerne mange gange blev stående efter opvisningen, så man kunne tage billeder.

Pepsi havde en bar, hvor man kunne få gratis cola, og den var jeg forbi mange gange, for man blev godt nok tørstig i varmen. Samsung var hovedsponsor for eventet, så de havde selvfølgelig også en bod. Man kunne ikke få gratis telefoner, men man kunne prøve deres nye VR Briller, og det var da også meget sjovt.

Efter solnedgang vågnede Dubais fashionistaer for alvor op til dåd, og køerne til de forskellige fashionshows blev længere og længere. For den uindviede kunne det nok godt se ud som om, at der var tale om indgangen til en meget hip natklub, for alle var superfint klædt på.

Folk i Dubai klæder sig generelt rigtig pænt, men det er tit den ret ekstravagante, guld-og-glitter-stil der dominerer, helst med masser af logoer over det hele, og Dubai-stilen kan godt virke både ret homogen og kedelig i længden. Det var derfor rigtig sjovt at se, af Dubai kan meget mere på modefronten, end man skulle tro, og at der er mange, der ikke er bange for at køre sin helt egen stil.

Hvis du overvejer at tage til Fashion Forward næste gang, som er i april 2017, så har jeg samlet nogle af mine erfaringer fra FFWD SS ’17 her:

Front Row og Second Row er forbeholdt folk med Front Row og Second Row-pas. Dog lod de almindeligt dødelige rykke frem, hvis der ikke var fyldt op.

Man måtte ikke have drikkevarer med ind til showene, så jeg måtte efterlade min nyerhvervede Pepsi udenfor.

Hele FFWD er som en stor modeopvisning, og folk havde de vildeste outfits på.

Jeg havde et Media Pass, men almindelige adgangsbilletter til FFWD kostede 200AED for 3 dage

Da mange af præsentationerne og modeshowene foregår samtidigt, så gælder det om at planlægge i forvejen og have styr på programmet. Adgang til showene er efter først-til-mølle-princippet, og selvom jeg tror at alle kom ind til de shows jeg så, så er det en god idé at stille sig i kø tidligt, så man får en god plads. Til de mest kendte designere begyndte folk at stille sig i kø en halv time inden.


Læs mere om Fashion Forward på deres website

Flere indlæg