fbpx

Dubai: China Grill – For gammel til Toy Brunch?

by Sanne
Toy Brunch på China Grill

China Grill er lukket nu og Asia de Cuba er åbnet i stedet. Deres brunch skulle være rigtig god, men jeg har endnu ikke rpøvet den.

Fredagsbrunch i Dubai er kæmpestort. Man tager typisk af sted med en flok venner, og spiser og drikker alt hvad man kan i løbet af en eftermiddag. Det altoverskyggende formål med fredagsbrunch er at blive fuld, så maden plejer sjældent at være noget at skrive hjem om. Dog havde jeg hørt at Toy Brunch skulle være rigtig god, både på mad- og drikke-fronten, så Poul og jeg besluttede os helt spontant for at tage til Toy Brunch på China Grill på The Westin Mina Seyahi for nogle uger siden.

Efter at være blevet vist hen til vores bord, fik vi at vide, at menuen var en overraskelse, så vi skulle bare læne os tilbage og lade os servicere. ”The only thing you need to worry about is to get wasted!” proklamerede tjeneren. Poul er pilot og han havde en flyvning dagen efter, så han ville ikke drikke alkohol. Det synes tjeneren var meget mærkeligt, og i et misforstået forsøg på at være morsom prøvede han at overtale Poul til at tage bare en lille bitte drink. Da Poul insisterede på at få en cola, påstod tjeneren, at han havde hældt vodka i. Den joke gik ikke rigtig hjem.

Da den første ret blev serveret gik personalet rundt og tog imod betaling for brunchen. Det virkede lidt mærkeligt, men det var sikkert en god idé, med tanke på hvor hurtigt folk blev fulde. De første 4 retter vi fik imponerede ikke. Maden manglede smag, kødet var tørt og intetsigende, og det føltes som om, man bare ville have folk mætte så hurtigt som muligt, så billigt som muligt. Da tjeneren kom forbi igen spurgte vi, om man mon kunne få at vide hvad de næste retter ville være. Der var jo ikke nogen grund til at sende mere mad ud, som vi ikke ville spise. Det kunne vi ikke få at vide, for det var jo en overraskelse, så vi så til, mens yderligere to kedelige retter ankom til vores bord.

På det tidspunkt havde Poul fået nok og var klar til at gå, men jeg fik ham overtalt til at blive lidt endnu. Tjeneren havde travlt med at servere shots til nabobordet, og havde tilsyneladende glemt alt om os. Der gik derfor 20 minutter, før det lykkedes os at få kontakt med ham. Jeg spurgte, om vi ikke kunne springe de andre retter over og gå til desserten med det samme. Det kunne dog ikke lade sig gøre, for alle bordene skulle have maden samtidigt, og desserterne var endnu ikke færdige.

Det var dråben for Poul, som allerede havde rejst sig fra stolen. På vej ud fra restauranten kom en af værtinderne og spurgte, hvorfor vi allerede gik. Vi fortalte hende, at vi ikke havde været tilfredse med hverken mad eller service, og da vi ikke kunne få desserten serveret nu, var der ingen grund til at blive. Hun tilbød at vi kunne få desserten med det samme alligevel, men nu havde vi rejst os fra bordet og var på vej hjem, så det afslog vi.

Min oplevelse skal dog ikke afholde jer fra at tage til Toy Brunch. Vi havde godt nok forventet mere, men skal man se det hele lidt ovenfra, så var maden hverken værre eller bedre, end på de fleste andre fredagsbrunches i Dubai. De andre gæster så ud til at have det rigtig sjovt, og China Grill føltes mere som en natklub end som en restaurant. Hvis man tager Toy Brunch for hvad det er, og ikke møder op med de store kulinariske forventninger, så tror jeg ikke, at man bliver skuffet.

Flere indlæg