fbpx

Dubai: En dag ved Dubai Creek

by Sanne
Dubai Creek

Dubai er meget mere end skyskrabere og indendørs skibakker, og hvis man trænger til at blive mindet om dette, kan man med fordel tage ned og se sig omkring i Bur Dubai eller Deira, som ligger på hver sin side af Dubai Creek. 

I dag tog jeg metroen til Bur Juman på Bur Dubai-siden, hvorfra der kun er en kort gåtur til Bastakiya, som er et af de ældste områder i Dubai med bygninger helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet. Der er små smalle gyder og huse med vindtårne, som i gamle dage blev brugt som en primitiv form for air conditioning, og i modsætning til mange historiske områder andre steder i verden, er der forbavsende få souvenirshops og andre distraherende elementer. Til gengæld er der en god samling gallerier samt en restaurant, hvor man kan få kamelburgere.

Fra Bastakiya er der kun en kort gåtur til tekstilsouken, hvor man kan udover forskellige slags stof kan købe souvenirs og snabelsko. Jeg må indrømme, at jeg ikke er nogen større fan af Dubais souk’er, da de handlende ofte kan være ekstremt insisterende og hvis man viser bare en lille smule interesse for varerne er det meget svært at komme derfra igen. Det er måske sjovt nok som turistattraktion, men hvis jeg vil handle noget, foretrækker jeg at kunne gå omkring og se på udbuddet i fred og ro.

Helt oppe ved udmundingen af Dubai Creek er der et område med masser af museer samt restauranter og caféer, hvor man kan sidde udenfor. Om aftenen bliver der tændt for vandpiberne og grillet kød, og selvom det selvfølgelig til stor del er til ære for turisterne, er det uden tvivl et af mine yndlingsområder langs Dubai Creek.

Når jeg har besøg plejer jeg altid at vise mine gæster Dubai Creek. Her er mit blogindlæg om da Tina og jeg besøgte Dubai Creek.

Her er min guide til de ting, jeg synes man skal opleve, hvis man besøger Dubai

Flere indlæg