fbpx

Dubai: Cucina Mia – Pizza i metervis

by Sanne
Cucina Mia i Dubai Marina

Hvis du bor i Dubai ved du, at der er masser af dårlige ”italienske” restauranter hernede. Faktisk tror jeg kun at Italien bliver overgået af Japan hernede, med hensyn til kreative fortolkninger (sjældent vellykkede) af respektive landes køkkener. På et tidspunkt gav jeg simpelthen op og stoppede med at lede efter gode italienske restauranter, da jeg var træt af at blive skuffet, men så dukkede Cucina Mia op, og jeg genvandt min tro på, at der nok alligevel er en madgudinde deroppe, som lytter til mine bønner.

Det var rent faktisk min far, som fandt restauranten. Efter at være blevet udsat for eksotisk mad i 2 uger, var han nemlig begyndt at notere sig alle de restauranter vi passerede, som serverede mad, han troede han ville kunne lide. På denne måde havde han altid alternativer, når jeg ville slæbe ham og min mor med på nye, fremmede madeventyr.

Da jeg herom dagen spurgte mine forældre, om de ville med ud at spise vietnamesisk, var min far derfor hurtig med at foreslå, at vi i stedet prøvede den der italiener, Cucina Mia, som han havde set

Nu var det deres sidste aften i Dubai, så jeg gav hurtigt efter, og vi smuttede af sted.

Vi fik et bord udenfor terrassen og bestilte en perfekt omgang bruschetta med de lækreste, solmodne tomater efterfulgt af pasta og pizza. Min mor fik spaghetti bolognese og min far en spaghetti carbonara. Retten fandtes ikke på menuen, men tjeneren fastslog uden tøven til min fars store glæde, at de sagtens kunne lave en til ham.

Cucina Mia har en gigantisk trækulsovn, så de kan lave kolonorme pizzaer,  som man bestiller i metervis. Jeg nøjedes dog med 25cm Capricciosa for 55AED, hvilket var mere end nok til mig.

Den pizza er den bedste, jeg nogensinde har smagt i Dubai! Ægte mozzarella di bufala dannede de lækreste hvide øer på et lærred af tomatsauce drysset med artiskokker, champignon og kalkunskinske af god kvalitet. Delejeren og chefkokken Dominico Serra er fra Napoli, så det er pizza-stilen selvfølgelig også, hvilket betyder lidt tykkere bund, der er sprød udenpå og med masser af bid i.

Mine forældres fly tilbage til Danmark gik tidligt næste morgen, så vi skippede desserten og blev ikke så længe, men jeg lovede mig selv, at der ikke skulle gå lang tid, før jeg besøgte Cucina Mia igen.

Kun et par dage senere tog jeg derfor Poul med til min nye italienske favorit. Vi bestilte bruschetta igen, men også et slags calzoneagtigt brød med fyld af ost og tomat, som jeg desværre har glemt hvad hedder. Poul bestilte en portion skaldyrs-linguine til hovedret,  mens jeg besluttede mig for at prøve Cucina Mias aspargesrisotto. Den håndlavede pasta var perfekt kogt, og fyldt med muslinger og rejer. Jeg er ikke så vild med skaldyrspasta, da jeg ikke bryder mig om smagen af varme muslinger, med mindre de er overdænget med hvidvin som moules marinière, men ifølge Poul var det supergodt.

Min aspargesrisotto var udsøgt. Den karakteristiske smag af asparges var i perfekt symbiose med parmesanens cremede skarphed, og portionsstørrelsen var helt perfekt. Jeg ved godt at man i Italien sikkert ville bestille sig en kødret efter pastaen, men Poul og jeg var næsten mætte, så vi fortsatte direkte til desserten, som vi nød sammen med en kop macchiato.

Nu er det jo væsentligt sjovere at spise mad end at læse om, hvad andre spiser, så jeg skal spare jer for en detaljeret gennemgang af den panna cotta, jeg fik til dessert. I stedet får I et billede. Molto Buono!

En anden restaurant med god pizza i Dubai er Matto i Business Bay


Cucina Mia, Trident Grand Residence , JBR/Dubai Marina, Dubai 

Flere indlæg