fbpx

Frevo – Brasiliansk Churrascaria i Dubai

by Sanne
Frevo, brasiliansk churrascaria i Dubai

En af de bedste ting ved at bo i Dubai er, at man får nye venner fra hele verden, og de her nye venner vil hellere end gerne fortælle dig om de bedste steder i Dubai at smage lige netop deres lands køkken.

Sidste år ”opdagede” Poul og jeg den mexicanske restaurant Maria Bonita efter et tip fra en af Pouls mexicanske kollegaer, og torsdag aften prøvede vi så Frevo på hotellet Fairmont The Palm, efter at Poul havde hørt en af sine brasilianske kollegaer tale varmt om stedet. Frevo er et brasiliansk churrascaria, og konceptet går i al sin geniale enkelthed ud på at spise alt hvad man orker af 18 forskellige slags kød på store spyd, direkte fra grillen.

På dette tidspunkt af året er temperaturen atter nede på et humant niveau, og de udendørs borde er igen de mest attraktive på restauranterne. Vores bord på Frevo var på den udendørs terrasse og helt udmærket bortset fra, at der manglede en pære i lampen på væggen. Vores måltid blev derfor indtaget i mørke, men heldigvis er mit kamera en lys-opfangende lille satan, så det lykkedes mig at få et par helt ok billeder trods alt.

Efter en kort introduktion til menuen af en flink ung mand, som sagde at han var vores tjener den aften, smuttede vi indenfor, hvor salatbaren ventede. Udover forskellige slags salater var der også et ok udvalg af oste og flere forskellige lækre toppings og dressinger. Det så alt sammen indbydende, friskt og lækkert ud, og var en hel del bedre, end hvad man ellers plejer at finde på tilsvarende etablissementer.

Tilbage ved bordet igen fik vi serveret en suppe til forret. Den var god men ret tung, og kunne sagtens have været en hovedret i sig selv. Nu var det jo ikke på grund af suppen, vi kom, så efter et par nølende mundfulde blev den sat til side, og vi gjorde tjeneren opmærksom på, at vi var klar til kødet.

Dette blev startskuddet til en timelang, kontinuerlig strøm af oksekød, lam og kylling, lige fra grillen og ind i munden. Jeg kan godt lide rødt kød, og jeg fandt hurtigt ud af, at det yderste kød på spyddene var alt for gennemstegt for mig, og at det derfor var meget bedre, at vente på, at det røde og saftige kød længere inde kom til syne.

Udvalget var overvældende, og selvom noget af det var tørt og kedeligt (ja wagyu og flankesteak, det er jer, jeg mener), så var størstedelen enormt lækkert og saftigt (hvidløgsbøf, lammekoteletter og filet) og mændene, som gik rundt med de store grillspyd mellem bordene, var entusiastiske og ivrige efter at overbevise os om, at vi skulle prøve lige netop det, de havde på spyddet. Halvvejs gennem middagen blev vi tilbudt en lille skål med ananassorbet til at rense smagsløgene med. En rigtig fin detalje, som der blev sat pris på.

Da vi alle sammen var ved at være godt mætte kom vores tjener forbi bordet og spurgte, hvilken slags kød vi allerbedst kunne lide. Vi var alle sammen enige om, at det måtte være hvidløgsbøffen, så uden at tøve, tilbød han at hente noget mere af den. Jeg følte mig som en gravid i 8. måned, men hvad kunne jeg gøre? Jeg elsker kød, og elsker man kød lige så meget som mig, så siger man ikke nej til et stykke til, selv, når man er så mæt, at man er ved at revne.

Jeg kunne ikke huske, at der stod noget om dessert i menuen, men ikke desto mindre blev vi først tilbudt et stykke grillet ananas og derefter kom der 2 store tallerkner med brasilianske desserter på bordet. Jeg er jo også glad for dessert, så det var med tungt hjerte, at jeg måtte indse, at der ikke var nogen som helst mulighed for, at jeg ville kunne spise op. Dog kæmpede jeg bravt, og det lykkedes mig næsten at tømme en halv tallerken.

Vi havde en dejlig aften, og der er ingen tvivl om, at jeg gerne kigger forbi Frevo igen en dag. Næste gang bliver min strategi nok lidt anderledes, da jeg nu ved, hvad jeg kan lide, og hvad jeg skal styre udenom. Derudover tror jeg også, at jeg vil springe frokosten over…og morgenmaden.

Min blog om mad og restauranter i Dubai


Frevo, Fairmont The Palm, Dubai

Flere indlæg