fbpx

Dubai: Fuchsia – Hip thaimad på Bay Square

by Sanne
Fuchsia, Dubai

// Trine og jeg var inviteret til at komme og spise på Fuchsia, og vi betalte ikke selv for maden.//

I går var Trine og jeg forbi Fuchsia nede. Som I ved, så banker mit hjerte særlig varmt for thaimad, og det er altid spændende at komme forbi de nyåbnede steder. Nu har Fuchsia dog faktisk været åbnet i lidt over et år, men den ligger nede ved Bay Square i Business Bay, så det er ret lang fra hvor jeg bor.

Vi bestilte en glasnudelsalat, en pad thai og en Thai burger, men køkkenet synes også, at vi skulle smage deres satay og deres corn fritters. Vi er glade for at de insisterede, for det viste sig at være virkelig godt. Ville gerne have spurgt kokken om opskriften på saucerne, som fulgte med, for de var mega-nice.

Fuchsia er særlig kendt for deres Thai Burger, som jeg har set optræde flere gange i diverse Insta feed. Jeg er dog stadigvæk lidt i tvivl om, hvad jeg synes om konceptet. Burgeren smagte rigtig godt, men som-tam (papayasalat) delen, og dermed Thai-indslaget føltes lidt søgt. Jeg er sikker på, at burgeren ville have klaret sig ganske udmærket uden. Sweet potato-fritterne ville jeg dog nødig have undværet for de var top notch. Perfekt sprøde og fantastiske sammen med sriracha-mayoen.

Pad Thai er den store test der skiller fårene fra bukkene, og der bliver skruet ekstra op for forventningerne, når man som Fuchsia har flere forskellige varianter averteret. Udenfor Thailand har jeg tit oplevet, at man ikke rigtig har styr på væden, og pad thai’en bliver derfor ofte næsten som en grød. Hos Fuchsia var der dog ingen slinger i valsen, og nudlerne havde den helt rigtige tyggemodstand. Det var det samme med glasnudelsalaten, som smagte ligesom sådan nogle gør i Bangkok. Jeg fik senere at vide at kokkene var fra Thailand, hvilket ikke kom som den store overraskelse.

Jeg var lige ved at glemme at vi også fik en omgang har gow (dumplings med rejer) i slutningen af måltidet. Jeg ved ikke rigtig hvad de lavede på menuen, men de smagte såmænd meget godt og må gerne blive der for min skyld:)

Som navnet antyder, så er Business Bay primært et forretningskvarter, og efter fyraften ligger området, inklusive restauranterne på Bay Square, øde hen. Det er aldrig sjovt at komme til en gabende tom restaurant, og slet ikke, når stedet som Fuchsia faktisk gør det ganske godt. Dog forsikrede personalet fra Fuchsia os om, at der til frokosttid altid er travlt, og det har jeg ingen grund til ikke at tro på. For med de gode takter de viste i køkkenet, kombineret med et menukort, hvor de fleste retter koster 40AED eller mindre er Fuchsia ville Fuchsia da være et oplagt sted at spise frokost, hvis man var i området.

Flere indlæg