fbpx

Dubai: Fümé med forældrene

by Sanne
Fume, Pier 7, Dubai.

Jeg er lige kommet tilbage fra en uge i Danmark, og jeg tog mine forældre med mig herned. Min mor havde glædet sig meget til at komme til stranden, men lige nu er der desværre sandstorm. Det ser mest ud som tåge, men når man går udenfor, kan man mærke, hvordan fine partikler af støv og sand irriterer øjne og luftveje. Min mor må derfor holde sig indendørs med sin iPad og x antal liv i Candy Crush.

I går aftes tog vi hen for at spise på Fümé i Pier 7. Vi bestilte en masse forskellige retter til at dele samt en spand med Asahi-øl. En af dagens specialiteter var tuntatar med wasabicreme og tangkiks. Wasabicremen smagte lidt som cream cheese, og wasabismagen var ikke alt for markant og passede lige til min fars kræsne jyske smagsløg. Det var hans yndlingsret den aften.

Jeg er ikke særlig vild med kylling, og jeg bestiller næsten aldrig kylling, når jeg er ude at spise, men den honning/chili-marinerede variant på Fümés menukort lød lovende. Marinaden var helt perfekt. Den var sød og stærk på samme tid og mindede om den slags, man får i Korea. Oksespidsbrystet blev serveret med salatblade, så man kunne lave sine egne wraps med oksekød og kimchi. Det var superlækkert.

Jeg formanede mine forældre om ikke at spise for meget, så der også var plads til dessert, men de hørte ikke efter, så vi måtte desværre springe desserten over. I stedet besluttede vi at gå langs JBR hjem og stoppe ved Trader Vic’s for at tage en cocktail.

Nogle af mine andre blogindlæg om Fümé:

Fümé – Restaurant i Dubai Marina (generel info)

Fümé med mine forældre

Morgenmad på Fümé

Frokost på Fümé med foodievennerne


Fümé, Pier 7 Level 1, Dubai Marina, Dubai

Flere indlæg