fbpx

Dubai: Til åbningsfest på Hotel Cartagena JW Marriott Marquis

by Sanne
Hotel Cartagena, JW Marriott Marquis, Dubai

For nogle uger siden var jeg inviteret til Hotel Cartagena’s Opening Party på JW Marriott Marquis. Hotel Cartagena er en latinamerikansk fusionsrestaurant/bar på 72. etage, så I kan sikkert forestille jer, hvor fantastisk udsigten er deroppe. De har også fået indrettet restauranten rigtig fint, næsten som en voksen-version af Rainforest Cafe men uden de vilde dyr (og gudskelov for det!).

Festen startede med cocktails i baren ovenpå, og jeg tror at vi fik drukket os igennem det meste af drinksmenuen, før vi endelig kunne bevæge os nedenfor til middag i restauranten. Først fik vi serveret forskellige forretter inklusive nogle virkelig gode empanadas med krabbe. De var sprøde udenpå og fyldt med det lækreste, saftige krabbekød. Derefter fulgte en skål ceviche, som sad lige i skabet, samt nogle kæmpestore grillede rejer. Vi fik også en ret med rå tun ovenpå en lilla masse, som jeg ikke kan huske hvad var, men som I kan se på billederne nedenfor.

Vi blev nødt til at gå før hovedretterne kom, men hvis I vil læse mere om maden på Hotel Cartagena, så ved jeg at Courtney ovre hos A to Za’atar har skrevet meget mere om dette.

Jeg var til åbningsfesten sammen med Angela, som er en af mine nye Dubai-venner. Hun flytter snart til Hong Kong, så jeg prøver at se hende så meget som muligt, mens hun stadigvæk er her. Hun skriver rigtig godt, og hun har også en blog, the.ac.discourse, som I finder her. Måske I kan hjælpe mig med at overtale hende til at opdatere lidt oftere?

Hotel Cartagena, 72nd floor JW Marriott Marquis, Business Bay, Dubai, Tel: +971(0)45601799

Flere indlæg