fbpx

Dubai: Kibsons – Et online supermarked

by Sanne
68 views

I forbindelse med vores beslutning om at prøve at spise flere grøntsager og mindre kød, begyndte vi at handle dagligvarer fra Kibsons, som har et rigtig godt udvalg af veganske og vegetariske produkter. Varerne bliver leveret i store papkasser, som buddet tager med tilbage ved næste leverance, så kasserne kan blive genbrugt.

Jeg har også prøvet nogle af deres meal kits, hvor man får alle ingredienser samt opskrift på en ret leveret, men bortset fra deres gazpachosuppe, har det været lidt af en skuffelse. Mange af opskrifterne tager rigtig lang tid at lave, og så virker de heller ikke helt gennemtestede både med hensyn til mængdeangivelser og kalorieindhold. Jeg lavede blandt andet en avocadosuppe, som endte med at have konsistens som en tyk guacamole, og den skulle man så spise med røget makrel ovenpå. Det var en meget tung ret, som slet ikke fungerede som aftensmad, og vi endte med at spise ”suppen” ovenpå rugbrød i stedet til frokost dagen efter.

Dog er jeg stadigvæk en stor fan af Kibsons og det her med at få leveret varerne lige til døren. Efter jeg begyndte med min måltidsplan hos Soul Santé bruger jeg dog primært Kibsons til at handle frugt og grønt, så jeg har sunde snacks at spise i løbet af dagen. Frugt og grønt fra Kibsons er nemlig virkelig godt, og så er jeg også blevet helt afhængig af deres cashew cream cheese med purløg. Jeg købte den første gang over jul, da den var på tilbud, og nu kan jeg slet ikke undvære den. Den koster 27AED for et meget lille bæger, så det er godt nok en irriterende ting at være afhængig af:)