fbpx

Dubai: Sahn Eddar – Afternoon tea på Burj Al Arab

by Sanne
Sahn Eddar, Afternoon tea på Burj Al Arab

For at blive sluppet indenfor på luksushotellet Burj Al Arab, skal man enten være gæst på hotellet eller have en bordreservation på en af restauranterne. Rieko og jeg valgte den billigste løsning og bestilte bord til to for afternoon tea. Vi ville helst have haft et bord på Skyview Bar, men den var fuldbooket frem til engang i næste uge, så vi endte i stedet på Sahn Eddar restauranten, som ligger på 1. sal.

Burj Al Arab bliver ofte omtalt som verdens eneste 7-stjernede hotel og det er helt sikkert også en imponerende bygning. Servicen var også helt i top fra vi kom og til vi gik. Kravet om en bordreservation for at blive sluppet ind på hotelområdet gør også, at man slipper for de enorme horder af turister på sightseeing, som ellers trænges omkring de fleste af Dubais seværdigheder. Atmosfæren er derfor vældig eksklusiv, og der er da også dresscode på alle restauranterne, som meget specifikt dikterer hvad, der er acceptabel påklædning. Sportssko, jeans og flipflops er således bandlyst på spisestederne, og mobiltelefoner skal også være på lydløs.

Vi havde bestilt en Ultimate Afternoon Tea, som bestod af 7 forskellige småretter serveret med valgfri te eller kaffe. Der var både de sædvanlige afternoon tea-klassikere som agurkesandwich og scones med clotted cream, men også mere utraditionelle indslag som litchi-sorbet med kandiserede rosenblade.

Desværre gav bordreservationen ikke adgang til andre af hotellets områder, og vores planer om bare at snuse lidt rundt og tage nogle billeder længere oppe i bygningen blev venligt men bestemt forpurret af hotellets sikkerhedspersonale. Heldigvis var hotellet dog mindst ligeså flot udenpå som indeni, så vi fik alligevel taget nogle rigtig fine billeder.

Læs mere om Dubai på min Dubai Blog >>


Sahn Eddar, Burj Al Arab, Dubai, Tlf: +971 (0)4 301 7600 

> Besøg Sahn Eddars website (her finder man også mere information om dress code).