fbpx

Dubai: Eat Greek – Græsk restaurant på JBR

by Sanne
Eat Greek, Greek restaurant Dubai

Den sidste aften inden jeg tog fra Dubai besluttede Poul og jeg os for at finde et sted langs The Walk JBR at spise aftensmad. Der er ret meget anlægsarbejde i gang på selve The Walk for tiden, så vi smuttede ned til det nyligt opførte udendørs shoppingcenter The Beach, som ligger helt nede ved stranden. The Beach har et ret stort udvalg af spisesteder, men indtil nu har vi kun prøvet Shake Shack. Ikke fordi man egentlig behøver, andet end Shake Shack, men forandring fryder, og desuden forsøger vi at holde hverdagene burgerfri.

Vi gik derfor forbi Shake Shack og fortsatte i stedet for hen til den græske restaurant Eat Greek Kouzina. Der var ingen menu udenfor, så vi gik indenfor og bad om en. Jeg syntes det så ret dyrt ud, med tanke på at mange af retterne var almindelig græsk husmandskost, og at de fleste ingredienser er lette at få fat på her i Dubai, og jeg sagde, hvad jeg mente om sagen til Poul på dansk. Jeg kan tænkes at have nævnt ordene ”turistfælde” og ”sikkert dårlig kvalitet” da damen, som havde givet os menukortene, pludselig spurgte os på flydende dansk om vi kunne tænke os et bord. Pinligt.dk!

Efter gymnasiet arbejdede jeg en sommer som rejseleder på den græske ø Kefalonia, og hver gang jeg er ude at spise på en græsk restaurant, kan jeg ikke lade være med at sammenligne det med de minder, jeg har fra min tid på Kefalonia. Jeg kan være mega-irriterende, spørg bare Poul.

Mig: 100AED for en moussaka. Det er jo vanvid!

Poul: Men vi er i Dubai og det her er JBR…100AED er ikke så galt.

Mig: Jo det er det! For en moussaka! Moussaka er som lasagne, det er ikke dyr mad. Dengang jeg arbejdede i Grækenland *Poul ruller med øjnene og tænker ”here we go again”* kostede moussaka aldrig mere end 5EUR!

Poul: Dengang du arbejde i Grækenland havde de ikke engang Euro, de havde drakmer… og vi er altså i Dubai nu.

Mig: Men 100AED for moussaka? Jeg ville aldrig give så mange penge for en moussaka, uanset hvor i verden jeg var!

Det endte jeg dog alligevel med at gøre, mest fordi jeg var nysgerrig. 100AED-moussakaen ankom flot anrettet med grønt drys på toppen og den smagte sådan set udmærket, selvom jeg syntes den var lidt tør. Men nej, 100AED var den ikke værd.

Vi bestilte dog ikke kun moussaka, men også tzatziki, spicy feta, græsk salat og kleftiko-lam. Oh yes, kleftiko-lam, nam-nam! Langtidsstegt lam så mørt at kødet fald af benene, serveret i et lækkert, intenst sammenkog med grøntsager. Denne ret kostede 120AED og var hver eneste dirham værd. De forskellige meze og salaten var også meget velsmagende, og portionerne var så store, at man let ville have kunnet undvære en af hovedretterne (jeg stemmer for moussakaen) og stadigvæk haft mere mad på bordet, end man kunne spise.

Man kan både sidde udendørs og indendørs på Eat Greek Kouzina, men vi valgte et bord indendørs, da det stadigvæk er ret varmt i Dubai. Jeg kan dog forestille mig, at man ville have haft en fantastisk udsigt til solnedgangen fra den terrasse, der lå en trappe op.

Alt i alt er Eat Greek Kouzina et dejligt sted for en afslappet middag i stilfulde omgivelser. Det er lidt dyrt, men beliggenheden og madens lækkerhed taget i betragtning er det, når alt kommer til alt, ikke så galt.

Hvis du besøger Dubai, vil du nok blive overrasket over, hvor svært det kan være at finde en god restaurant i området omkring Dubai Marina og JBR. Eat Greek Kouzina er helt klart en af de bedre i nabolaget, og jeg vil ikke tøve med at anbefale restauranten til venner og familie, der kigger forbi.


Bedst til: Weekendaftener, Udendørs middag.

Eat Greek er et af de hyggeligste spisesteder på JBR. Maden er primært veludførte udgaver af græske klassikere såsom græsk salat, lammekød og grillet blæksprutte, men hovedårsagen til Eat Greeks bragende succes må uden tvivl være placeringen. Eat Greek ligger nemlig lige i hjertet af det udendørs shoppingcenter The Beach, helt nede ved stranden på JBR.

Maden på Eat Greek skuffer sjældent, men nogle af retterne er i den (urimeligt) dyre ende. Jeg betalte engang 115AED for en moussaka, og den var ikke pengene værd, så hvis man alligevel har pengepungen fremme, ville jeg nok hellere vælge deres Kleftiko-lam til 135AED. Når Poul og jeg spiser på Eat Greek bestiller vi for det meste kun en hovedret samt flere småretter til deling.

Deres Eat Greek Salad er et pragteksemplar af en græsk salat, så selvom 47AED er dyrt sammenlignet med, hvad en græsk salat koster i Grækenland, så er det en af de retter, der altid havner på vores bord.

Under højsæsonen samt i weekenderne er Eat Greek altid fyldt op, og de populære udendørs borde med udsigt over strandpromenaden bliver hurtigt optaget, så husk at ringe i forvejen og bestil bord, hvis du vil være sikker på et bord udenfor.

• Eat Greek har ikke nogen alkohollicens, så man kan ikke købe øl og vin. Mocktails (alkoholfri drinks) koster 30AED og sodavand koster 15AED.

•  Eat Greek serverer også morgenmad hver dag.

• Eat Greek’s Mix Grill er stor nok til at den kan deles af 2-3 personer.

To andre rigtig gode græske restauranter i Dubai er Mythos i JLT og Elia i Al Mankhool


Eat Greek Kouzina, The Beach JBR, Dubai

Flere indlæg