fbpx
Home » Færøerne Blog » Færøerne: Ólavsøka (Olaifest) i Tórshavn

Færøerne: Ólavsøka (Olaifest) i Tórshavn

by Sanne
Olaifest i Tórshavn på Færøerne

I går morges var det så tåget, at vi besluttede os for at blive indendørs og afvente situationen. Hen på eftermiddagen ændrede vejret sig dog til overskyet og 15 grader, hvilket jeg flere gange fik at vide var ”fantastisk vejr” efter færøske standarder.

Vi tog derfor ned til havnen for at se kaproning i traditionelle færøske både, som er en af højdepunkterne under Ólavsøka (den færøske nationaldags). Her dyster hold fra forskellige byer på Færøerne om at være hurtigst i sin klasse, og der er masser af hæder og ære på spil. Der var mødt rigtig mange mennesker op på kajen for at følge konkurrencerne, og det var svært ikke at blive grebet af stemningen og begynde at heppe (rent spontant holdt jeg med det turkise hold).

Poul havde sin egen nationaldragt på, og  jeg fik lov at låne et sæt af Pouls brors kæreste. Den færøske nationaldragt er håndlavet og består af broderet silke og uld samt en forfærdelig masse sølvdetaljer. De er meget dyre og noget, man sparer sammen til i flere år. Mange af detaljerne som brocher, spænder og knapper, går ofte i arv gennem flere generationer.

Tórshavn går virkelig i party-mode under Ólavsøka, og gaderne er fulde af (fulde) folk fra tidlig morgen til sen aften. Der er små boder overalt, som sælger mad og øl, men mange færinger har også sin egen lommelærke med ud, så de kan byde venner og bekendte på en lille opstrammer, når man mødes i de brostensbelagte gader.

Vi var inviteret til fest hos Pouls venner i går aftes,  og der blev spist tørfisk og drukket snaps til den store guldmedalje helt frem til klokken 2 om natten, hvor folk så småt gjorde sig klar til at gå i byen. Der var jeg dog parat til at se dyner, så da de andre stavrede ned mod Tórshavns centrum, smuttede jeg hjem i seng.

Min blog om Færøerne

You may also like