fbpx

Færøerne: Sisu i solen

by Sanne
Sisu, færøsk sodavand

Efter nogle dage med tæt tåge klarede det pludselig op i eftermiddags, og vi kunne endelig komme ud og nyde den friske luft. De fleste fastboende på øen har travlt med at høste lige nu, så fårene har noget at spise om vinteren. Poul har været ude at hjælpe sin mor og morbror med arbejdet de sidste par dage, og fået en stor vabel på sin hånd som souvenir.

Meget af arbejdet foregår med håndkraft, og da jeg både er slap og sløv og et alment arbejdssky element, har jeg været snu nok til at holde mig i baggrunden og observere det hele på afstand.

Der er to små havne på Svínoy. De ligger på hver sin side af det smalleste sted på øen, og der er kun en kort gåtur til begge to fra Pouls mors hus. Vi har derfor opholdt os rigtig meget nede ved vandet, hvor vi har spist chokolade og drukket Sisu (færøsk citronvand) i det fine vejr.

I går var flere smukke gamle både trukket ud på den lille vej ned til havnen mod nordvest. De skal fragtes til Tórshavn, hvor de skal vises frem på søndag til Ólavsøka, som er Færøernes nationaldag.

Poul og jeg tager også til Tórshavn for at fejre Ólavsøka. Vi tager af sted i morgen og vi skal tilbringe 3 dage hos Pouls bror og hans kone. Svínoy har været ekstremt stille og fredelig, så det bliver nok noget af et chok at komme til Tórshavn, men jeg glæder mig rigtig meget til at opleve Ólavsøka. Jeg håber bare at de der regnskyer i horisonten finder en anden rute..

Læs mit blogindlæg om Ólavsøka her >>

Min blog om Færøerne

Flere indlæg