fbpx

Gendarmenmarkt – Julemarked i Berlin

by Sanne
Gendarmenmarkt - Julemarked i Berlin

I starten af denne uge var jeg i Berlin, hvor jeg mødtes med Luchessa (læs hendes blog her). Luchessa blogger primært om skønhedsprodukter og make-up, hvorimod mine indlæg plejer at dreje sig om mad, rejser og mad, så hvad mon vi egentlig har tilfælles? 

Jeg tror at grunden til, at vi gennem årene, trods forskellighederne, alligevel har kigget ind på hinandens blogs med jævne mellemrum, er det faktum, at vi begge to blev mere seriøse med vores online aktiviteter på nogenlunde samme tidspunkt, og under processen faldt over hinanden. Da det så med tiden viste sig at Luchessa også godt kan lide at rejse, og at jeg (sshhh, hemmeligt) faktisk har et ret velassorteret arsenal af dulleprodukter, så fandt vi fælles fodslag og har trofast fulgt hinandens eskapader gennem årene.

Vi mødtes ved en metrostation inde i byen og gik derfra hen til den italienske restaurant Via Nova, som Luchessa havde foreslået, at vi spiste på. Jeg fik en lækker pastaret med scampi og Luchessa fik noget pasta med laks og flødesauce. Til min store overraskelse havde Luchessa husket, at jeg snart har fødselsdag (har jeg virkelig nævnt det her på bloggen?), så hun havde taget en gave med. Jeg fik derfor både chokolade, te og en ansigtsmaske, som jeg allerede har prøvet, og som var rigtig god. Tak Luchessa, det havde du virkelig ikke behøvet:)

Efter maden gik vi hen til Fassbender og Rausch, som er verdens største chocolaterie. Her brugte vi næsten en halv time på at gå rundt og savle over alle de lækre chokoladeting. Jeg havde lyst til at spise det hele, og hvis jeg havde haft min usynlighedskåbe med, havde jeg helt sikkert taget en bid af ham der full-size-julemandens fod.

Bagefter gik vi over gaden og hen til julemarkedet på Gendarmermarkt. Denne smukke plads er kantet af to næsten ens katedraler samt Berlins koncerthus, og selvom det ikke sneede, dannede pladsen alligevel de perfekte rammer for et julemarked. Der var så mange mennesker, at det var svært at tro, at det var en almindelig mandag aften i december. Der var et band, som spillede julesange og sammen med den varme Glühwein sørgede for, at stemningen var i top, selvom man gik rundt og frøs. Det var umuligt ikke at komme i julestemning, og jeg gik derfra med et stort smil på læberne, overbevist om at julemanden findes (og måske bor i Berlin).

Glædelig jul, ho ho ho!

Nu når vi snakker om tyske julemarkeder, så har jeg også besøgt Winterdom i Hamburg, som I kan læse om her.


Læs mere om Gendarmenmarkt julemarked på Berlins website

Flere indlæg