fbpx

Göteborg: Jul på Liseberg

by Sanne
Jul på Liseberg

Så kom tøvejret, og næsten al sneen er smeltet igen. I det magiske halvandet døgn, hvor Göteborg var klædt i hvidt, sørgede Rikke og jeg dog for at maximere julestemningen, så der blev både bagt lussekatte (svenske safranboller) og spist skumjulemænd, før det hele kulminerede med et besøg på Liseberg i går aftes.

Liseberg er inddelt i forskellige sektioner med hvert sit tema, og fra midten af november og frem til nogle dage efter jul, er der skruet helt op for juleblusset. Man kan således opleve jul i både Lapland, Kaninlandet, Middelalderbyen og Havnekvarteret inklusive hvad det nu må indebære af gammeldags slikkepinde, gløgg og uldne sokker. Det hele er selvfølgeligt superkommercielt, men det er pænt pakket ind, så selv grønne kaniner i nissetøj glider ned uden problemer.

Et af Lisebergs vartegn er det 116 meter høje Lisebergstårn. I december måned beklædes tårnet, der for øvrigt også er en ret vild fritfalds-forlystelse, med lysende kabler, så det ser ud som et kæmpestort juletræ.

Lisebergshjulet er en lidt nyere forlystelse, som faktisk oprindeligt hed Göteborgshjulet og stod nede ved havnen. Det er 60 meter i diameter og Rikke og jeg gættede på, at man havde en ret vild udsigt deroppe, så vi måtte selvfølgelig have en tur. Det var fantastisk at se hele byen fra oven, og jeg havde gerne kørt rundt i hjulet hele aftenen.

Vi afsluttede aftenen i Lapland, som uden tvivl var det hyggeligste område på Liseberg. Små hyggelige bålpladser oplyste området og varmede hænderne, og unge fyre med nordsvensk dialekt og charme lokkede med smagsprøver på tørret rensdyr, elg og bjørn. Jeg havde egentlig ikke nogen intentioner om at handle svensk vilddyr, men jeg endte alligevel med at købe et stykke tørret elg. Hvem mon skal have det i julegave…

Et andet julemarked jeg rigtig godt kan lide er Jul i Tivoli i København, som I kan læse om her >>


Besøg Jul på Lisebergs website

Flere indlæg