Restauranter i Hamburg: Bistrot Vienna

Bistrot Vienna, Hamburg

Hamburg har et imponerende udvalg af restauranter, og jeg havde kigget på flere steder online, som jeg gerne ville prøve. Lige efter jeg ankom til Hamburg, satte jeg mig derfor ned for at bestille bord. Til min store overraskelse viste det sig at være lidt af en udfordring, og ingen af de restauranter, som jeg havde på min liste, havde ledige borde inden for en overskuelig fremtid.

Så kom jeg på, at jeg havde læst om en restaurant,Bistrot Vienna, der ikke tog imod reservationer, men lukkede folk ind efter først-til-mølle-princippet. Det var min chance, og den ville jeg ikke gå glip af.

Jeg var der derfor allerede kl. 18:00, som den første gæst i restauranten den aften. Køkkenet åbnede først kl. 19:00, så jeg bestilte et glas rødvin til at fordrive ventetiden med. Jeg sad dog ikke særligt længe i ensom majestæt, for bare 20 minutter senere var restauranten helt fyldt og der var kø udenfor.

Det virkede som om de fleste andre gæster kendte både hinanden og personalet, og snakken gik frem og tilbage over bordene. En dame havde sin hund med, men den kunne ikke rigtig være under det tomandsbord, hun sad ved, så nogle andre gæster ved et større bord tilbød, at hunden kunne komme derover at ligge, hvilket var ok, både med hund og ejer.

Alle var enormt venlige og talte til mig på tysk. Jeg tror de syntes det var lidt synd, at jeg var ude at spise helt selv, og nogle af dem synes vist også, det var lidt sært, at jeg tog billeder af min mad.

Dagens 3-retters til 25 EUR lokkede, men jeg var nysgerrig på vildsvineragouten i den almindelige menu, så jeg besluttede mig for at bestille a la carte. Jeg kiggede længe og intensivt på den håndskrevne menu, men selv hvis jeg havde været bedre til tysk, end jeg er, tror jeg ikke, at jeg ville kunne forstå ret meget (og jeg troede at min håndskrift var svær at læse!).

Jeg endte med at bestille noget Ferkelkopf Carpaccio, for carpaccio kan man jo altid spise. Jeg viste ikke hvad Ferkelkopf betød, men efter lidt Google research gik det op for mig, at det betød grisehoved. Det var heldigvis ikke råt, men mere som en slags sylte i tynde skiver. Ikke blandt de mest æstetiske retter jeg har set, men trøffelvinagretten og sellerien smagte dejligt sammen med de tynde stykker kød.

Vildsvinet mindede mest om en vildtversion af gammeldags oksesteg, og det var så mørt at jeg kunne have spist det med en ske. Oven på ragouten var der en stor tyrolsk Knödel, som er en kogt bolle lavet af kartoffel og gammelt brød samt spæk og løg. Jeg er ikke nogen stor Knödel-spiser, men sammen med ragouten var det faktisk rigtig godt. Jeg hoppede desserten over, da jeg var for mæt og desuden gjorde bevidstheden om den lange kø udenfor, at jeg ikke ville sidde og hænge alt for længe, så jeg bad om regningen og dampede af.

Det var en herlig oplevelse at spise på Vienna, og på trods af al hypen, så føltes restauranten stadigvæk meget lokal. Hvis man er i Hamburg uden bordreservation, så kan det helt sikkert anbefales at kigge forbi Vienna, men husk at komme lige når de åbner eller vær forberedt på, at der er lang kø.

Min blog om Hamburg


/ Min tur til Hamburg blev arrangeret af Hamburg Tourism.  Min middag på Bistrot Vienna var noget jeg selv arrangerede. Jeg var der som helt almindelig gæst, og jeg betalte for mad og drikke ud af egen lomme.

Bistrot Vienna, Fettstraße 2, 20357 Hamburg

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

Mitzie Mee Shop