fbpx

Hudpleje og makeup i Japan: Riekos J-Beauty-rutine

by Sanne
165 views
Japanese beauty products

Mens K-Beauty (koreanske skønhedsprodukter) går sejrsgang verden over, har J-Beauty (japanske skønhedsprodukter) levet en noget mere anonym tilværelse med en trofast fanbase hos sit kræsne japanske hjemmemarked. K-Beauty er kendt for at fange de allernyeste, allervildeste trends blandt den yngre generation, mens J-Beauty mere har gjort sig kendt for høj kvalitet og diskret luksus rettet mod kvinder i 30-40-årsalderen.

Har man tilbragt lidt tid i Japan, ved man at japanske skønhedsprodukter er supereffektive og ret fantastiske, og selvom du ikke har været i Japan, har du sikkert hørt om Shiseido, som er et af de japanske skønhedsmærker, som også er store internationalt. Udenfor Japan er Shiseido nok mest kendt for sine dyrere anti-age serier som SKII (nu ved jeg hvad jeg ønsker mig til jul!), men i Japan finder man Shiseido-produkter for alle hudtyper og prisklasser. Jeg har længe gerne ville vide mere om japansk hudpleje og japanske skønhedsprodukter, så jeg tænkte at et godt sted at starte ville være at bede min japanske veninde Rieko fortælle om sine skønhedsrutiner:

Japanese beauty products, J-beauty routine

Hudpleje

Jeg renser min hud hver morgen og hver aften. Hvis jeg har haft makeup på bruger jeg FANCL Mild Cleansing Oil (5) til at fjerne makeuppen før jeg anvender ansigtsvask. Om morgenen bruger jeg Mediplus C Wash Powder (2). Det er et pulver, som man blander med vand, så det bliver til et fyldigt skum, som man derefter vasker ansigtet med. Nogle gange bruger jeg også DHC Mineral Face Wash (4) som er en gave fra min svigermor. Det var egentlig en gave til Saki (min datter på 4 år), men hun vil ikke anvende det. Jeg syntes det var synd at lade det gå det spilde, og ansigtsvasken er også beregnet til voksne, så jeg anvender den af og til. Da jeg gik til parkeringskælderen efter at have set min veninde Takako Nojiri spille i Ginza, fik jeg en gratis tube Amino Acid Face Washing Cream fra Hanajirushi (3) af personalet fra en skønhedsbutik der lige var åbnet. Jeg har stadig noget tilbage ituben, som jeg nogle gange anvender.

Efter at have renset huden bruger jeg en lotion fra INUP EX (8), som jeg også har fået af min mor. Det er mit yndlingsprodukt lige nu. Om aftenen bruger jeg også Shiseido Elixir Lifting Moisture Lotion II (7) og Advanced Night Repair Eye fra Estée Lauder (9, billedet nedenfor), og af og til anvender jeg også anti-aging face treatment fra Electore (1). Efter at have smurt lotion i ansigtet, påfører jeg whitening liquid fra Haku (6) (en serie fra Shiseido), som skulle være god til at lysne pigmentpletter, men det virker slet ikke for min hud, så jeg er ærligt talt lidt skuffet over produktet.

Beauty and makeup products in Japan

Makeup

Jeg tror at de fleste kvinder i Japan anvender makeup til daglig, og visse arbejdsgivere kræver endda at kvindeligt personale har makeup på. Personligt har jeg altid makeup på når jeg er udenfor hjemmet, også selvom jeg bare skal i supermarkedet eller følge Saki til børnehaven. Selv når jeg tager til danseundervisning, har jeg makeup på 🙂 Det er kun når jeg er hjemme hele dagen og ikke har nogle aftaler ude i byen, at jeg går uden makeup.

Da jeg var yngre var jeg vild med stærke farver, men nu hvor jeg er ældre foretrækker jeg en mere neutral skala. Inden jeg påfører makeup, bruger jeg altid solcreme. The Leisure UV Cut (6) var en gave fra min mor, og det er en rigtig god solcreme, som giver høj beskyttelse til huden. Min mor plejer at have et helt lager af solcreme derhjemme, så næste gang jeg ser hende vil jeg spørge hende, om hun har mere tilbage af denne her.

Jeg anvender en concealer stick, Integrate Gracy, fra Shiseido (2) til at dække mørke pletter. Den er ikke særlig dyr, og det er en rigtig god concealer, så jeg køber tit flere ad gangen og giver dem til mine veninder.

Lige for tiden bruger jeg en foundation fra Estée Lauder (10). Det var en veninde som anbefalede mig at købe den, men jeg bryder mig ikke om den, og jeg synes ikke den dækker nok. Jeg ha også prøvet den flydende foundation Macchia Labels Clear Esthe Veil (7) men den synes jeg heller ikke er særlig god, så jeg er på jagt efter en ny foundation. Nogle tips?

Min øjenskygge er fra en palet fra Maquillage Shiseido (1), og min øjenbrynspen er Excel Powder and Pencil (5), som faktisk er en 2-i-1 øjenbrynsblyant og øjenbrynspudder. Det er en rigtig god øjenbrynspen, som er meget populær i Japan.

Den læbestift jeg bruger mest lige nu er fra Revlon (4), og den er en gave fra en veninde. Jeg blander læbestiften med en lipgloss som har en lidt gullig tone (3), så jeg får præcis den farve og let skinnende konsistens, som jeg vil have.

Mit hemmelige skønhedstip

De sidste par måneder har jeg anvendt almindeligt hvidt sukker blandet med vand som ansigtsscrub og det gør min hud enormt blød.


My friend Rieko in Japan

Min veninde Rieko i Japan

Jeg mødte Rieko da jeg var i praktik hos en dansk virksomhed i Hamamatsu i Japan. Rieko taler rigtig godt engelsk, så hun blev sat til at vise mig rundt, og vi klikkede bare rigtig godt. Sammen tog vi på onsen og til aerobics (med en meget entusiastisk instruktør), og jeg fik også lov til at følge med hende til kalligrafi-lektioner. Efter mit praktikophold fortsatte vi med at holde kontakten og for nogle år siden var Rieko på besøg i Dubai. I dag bor Rieko sammen med sin mand i Yokohama, og de har den sødeste lille datter Saki, som overraskede mig med fødselsdagssang på Line sidst jeg fyldte år. Simpelthen så sødt! Da Rieko var yngre arbejdede hun i Tokyo, så hun kender byen ud og ind, og når jeg er i Tokyo forsøger vi altid at ses. 
Rieko har også en blog (på japansk) som I kan læse her