fbpx

Khao San Road Night Market – Bangkok Guide

by Sanne
Khao San Road Night Market in Bangkok

Hvis man er ude efter en fuld backpackeruniform til sin videre rejse ud til øerne er Khao San Road et godt sted at starte. Her kan man købe batikfarvet hippietøj, solbriller og flipflops samt masser af andet skrammel. Tøjet er i vestlige størrelser, men det er svært at finde noget, som ikke er kopivarer, og priserne er godt skruet op, da det stort set kun er turister, som handler der.

Mange af boderne bliver først stillet om om aftenen, hvor Khao San Road for alvor vågner. Der spærres af for trafikken og vejen forvandler sig til en stor markedsplads. Selvom man ikke har tænkt sig at købe noget, så bør man alligevel besøge Khao San Rd., for området er fantastisk om aftenen og luften er tyk af folk, som udveksler rejsetips eller planlægger sin videre rejse.

Massage er en af de få ting, som er billigere på Khao San Road end andre steder i Bangkok. Hvis man er tilfreds med at ligge på rad blandt andre svedende backpackers på halvsnuskede madrasser på gulvet, kan man kan få thai-massage for helt ned til 150THB for en time.

Der er desværre ikke nogle nærliggende BTS-stationer, og udspekulerede taxichauffører plejer at hænge ud i området, parat til at snyde turister, der lige er ankommet. De nægter kategorisk at slå taxameteret på, og kræver ofte en fast pris 10 gange højere, end hvad man ellers skulle betale. Den eneste måde at undgå dette på, er at tage en gåtur nogle blokke væk, og forsøge at praje en taxa på vejen.

• Khao San Road er et af de steder i Bangkok, hvor man bør passe ekstragodt på sine ejendele, da der plejer at være lommetyve i området.

Som I nok har bemærket, så er Khao San Road ikke lige mig (længere). Vil jeg shoppe om aftenen foretrækker jeg Asiatique eller JJ Green.

Flere indlæg