Koh Yao Yai – Thailand som det plejede at være

Koh Yao Yai

Poul og jeg fejrede som sagt jul i Singapore i år. Poul var på arbejde og landede d. 23. december, så min oprindelige plan var at tage et par dage i Bangkok på vejen. Indenrigsflyvninger i Thailand er dog megabillige, så jeg skiftede Bangkok-planerne ud med Phuket, og undervejs på flyet til Phuket, bestemte jeg mig også lige for at snuppe et par dage på Yao Yai, som er en ø i bugten øst for Phuket.

Efter en massiv overdosis af masseturisme på Patong Beach for nogle år siden, følte jeg egentlig at Phuket og jeg ikke havde så meget at sige hinanden længere. Jeg ved godt, at der er mindre turistede steder på øen, men jeg orkede ærligt talt ikke at lede efter dem.

Koh Yao lød derimod langt mere fristende. Koh Yao (koh=ø) består af de to naboøer Koh Yao Yai og Koh Yao Noi, og det er nogle af de mindst udviklede øer i denne del af Thailand. Charterselskaberne har endnu ikke fundet dertil, og befolkningen lever primært af fiskeri og gummiplantager.

Hovedparten af Yao Yais befolkning er muslimer, og de fleste af de lokale kvinder bærer derfor tørklæde, som dækker deres hår. Kvindelige besøgere behøver ikke at have tørklæde på, men jeg lagde mærke til at de fleste turister på øen klædte sig respektfuldt, og bortset fra på stranden, var der ikke mange korte kjoler og dybe udskæringer i sigte.

Man kan godt købe alkohol på hotelbarerne, men jeg så ingen af de strandbarer, man ellers ser på de fleste thailandske øer, hvor man kan købe thai-whisky i spandevis. Det vil nogle måske se som en grund til ikke at besøge Yao Yai, men jeg rejste alene, så det passede mig ganske fint ikke at støde ind i fulde turister overalt.

Udover at nyde den smukke natur er der ikke så meget at lave på Yao Yai, men der er masser af muligheder for at tage på udflugter til naboøerne.

At opleve Yao Yai var som at opleve en del af det Thailand, jeg ikke troede fandtes længere. Ingen banana boats, ingen jetski og ingen tuk-tuk-chauffører, der bare venter på at snyde dig. Alt var så fredeligt og alle var så oprigtigt venlige, at jeg måtte knibe mig i armen, for at være sikker på, at jeg ikke drømte.

Jeg er dog bange for, at det ikke varer længe, inden turisterne for alvor rykker ind. Filmen Mechanic: Resurrection blev indspillet på Yao Yai tidligere i år, og jeg så flere byggepladser, der meget vel kunne forvandles til hoteller i den nærmeste fremtid. Hvis du har planer om en tur til Thailand, så skynd dig derfor at besøge Yao Yai, inden det er for sent.

I kan læse her hvordan man kommer til Koh Yao Yai fra Phuket

Jeg boede på Koh Yao Yai Village, og I kan læse om mit ophold her

Min blog om Phuket

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

Mitzie Mee Shop