fbpx

Kung – God Koreansk mad i TECOM – Dubai

by Sanne
Kung, koreansk restaurant i Dubai
suppe

Koreansk mad er kendt for at være meget stærk, både i smag og lugt, og selv en stærk mave vil nok kræve lidt tilvænning for at kunne fordøje den mængde fermenterede grøntsager en gennemsnitskoreaner snildt sætter til livs i løbet af et helt almindeligt aftensmåltid.

Er man som mig dog først blevet hooked, er der ingen vej tilbage, og  man kan se frem til en livslang trang, der skal stilles med jævne mellemrum.

I går mødtes jeg derfor med Pia og en anden veninde på den koreanske restaurant Kung i Byblos i TECOM.

Vi bestilte 3 retter til deling:  En suppe tang, en koreansk pandekage med skaldyr hamool pajeon samt en portion dolsot bibimbap (ris, kød og grøntsager serveret i en rygende varm stenskål med en rå æggeblomme ovenpå). Specielt suppen var rigtig god med masser af tofu, krabbekød, rejer og fisk i. Dog var skålen med suppe så stor, at man på det tidspunkt vi måtte give fortabt, slet ikke kunne se, at vi havde rørt den.

Bestikket var også præcis som i Korea, med flade spisepinde i stål,  der gør det ret umuligt at indtage sin mad bare nogenlunde civiliseret. Jeg har en skummel mistanke om, at de spisepinde kun er blevet opfundet som et redskab til at spotte ikke-koreanere, da de er fuldstændig umulige at spise med. Heldigvis var der også skeer, som blev flittigt brugt på en nok ikke særlig koreansk måde.

Kung viste sig at være præcist som en koreansk restaurant skal være: Lidt tacky med bambusplanter, karaokerum og skarpt lys i loftet, samt masser af mandlige gæster, der blev mere og mere højrøstede jo mere øl og soju der gled indenbords. Da maden desuden viste sig at være rigtig god, og banchan-skålene med kimchi og andre lækkerier kontinuerligt blev fyldt op (uden ekstra beregning, præcist som i Korea), er Kung et rigtig godt bud på, hvor jeg i fremtiden vælger at få mine kimchi-fix i Dubai.

Læs om en anden aften jeg spiste på Kung sammen med Trine og Pia >>


Kung, Byblos Hotel, TECOM, Dubai, Tel: +971 (0)4327966, Åbningstider: Alle dage: 9:00-2:00

> Besøg Kung’s website

Flere indlæg