fbpx

Lørdag på Sonamu – Korean BBQ i Dubai

by Sanne
Sonamu, Korean restaurant in Dubai

I Dubai har jeg nogle gode venner, Pia og Peter, der ligesom mig er adopteret fra Korea, og en gang om måneden plejer vi at mødes til koreansk mad.

Den koreanske restaurant Sonamu på Asiana Hotel i Deira var i lang tid stamstedet, men efter nogle ret dårlige oplevelser, både med hensyn til mad og service, stoppede vi med at komme der.

Det var sørgeligt at se hvordan en restaurant, der tidligere gjorde det så godt, var i færd med at ødelægge det for sig selv, men jeg gik videre, og så mig ikke tilbage. Det var først for nylig, at jeg begyndte at spekulere på, hvordan min tidligere Korean BBQ-darling mon havde det, så sidste lørdag foreslog jeg derfor, at vi tog på Sonamu igen.

Det viste sig at restauranten har fået ny manager, og jeg er glad for at kunne fortælle jer, at alt igen er, som det plejede at være. Man kan vælge mellem ribeye, oksefilet og en slags bulgogi-marineret kød, som serveres med det sædvanlige tilbehør. Efter det grillede kød får man enten en kold eller en varm suppe, og til dessert er der 3 forskellige, chokolade-centrerede valgmuligheder. Alle de gange jeg har været der, er jeg dog altid blevet tilbudt alle tre desserter, men var jeg tvunget til at vælge en, så ville det blive deres lava cake.

220AED (med alkohol) for all-you-can-eat Korean BBQ, suppe og dessert er en rigtig god pris, selv med service charge og moms, der kommer oven i prisen, så Sonamu, du er endnu engang tilbage som mit førstevalg blandt koreanske restauranter i Dubai.

Sonamu, Mezzanine Floor, Asiana Hotel, Salahuddin Road, Deira, Dubai

Flere indlæg