fbpx

Los Angeles: Solskin, søndag og Smorgasburg

by Sanne
Smorgasburg i Los Angeles

Det populære Brooklyn-marked Smorgasburg er nu også er kommet til Los Angeles. Smorgasburg er lidt af et paradis for madelskere, så der var ingen tvivl om, hvor Trine og jeg skulle tilbringe vores søndag eftermiddag.

Det virker som om at Smorgasburg er kommet rigtig godt fra start i Los Angeles, og den store plads mellem industribygningerne var pænt fyldt op under tiden vi var der. Udvalget af boder var lidt mindre end i New York, men alt så meget lokkende ud, og efter første sonderingsrunde havde vi lyst til at spise det hele. Vi gik en runde til for at tænke over sagerne, og besluttede os til sidst for en grillet hummer til 20$ fra Lobsterdamus. Man kunne vælge mellem smeltet smør eller cajun smør, men begge dele lød jo helt fantastisk, så vi tog en halvdel med hver. Cajunsmøret var uden tvivl bedst, og den krydrede smag passede perfekt til den nygrillede hummer.

Trine forelskede sig i en fin lyserød sodavand med passionsfrugt fra Popdup Store, der laver gourmetsodavand med rigtig frugt og råsukker. Selv bestilte jeg en Michelada fra I Love Micheladas Michemobil. Min standard sommerdrink har i mange år været et glas kold rosé, men denne sommer har jeg mest drukket Micheladas. En Michelada smager som øl blandet med Bloody Mary-mix, så hvis I kan lide salte, krydrede drinks, vil I sikkert også kunne lide Micheladas.

På vej ud spottede jeg Guerilla Tacos food truck, så selvom jeg egentlig var mæt, var der ingen vej udenom. De sidste par gange jeg har været i Los Angeles, har jeg nemlig villet prøve deres legendariske tacos, men det er aldrig lykkedes mig at være samme sted som deres food truck. Jeg fik en Ahi Tuna Tostada med hvid miso, og den smagte lige så godt, som jeg havde håbet den ville gøre.

Smorgasburg LA, Row DTLA, 777 S. Alameda Street, LA, Every Sunday 10am-4pm

Flere indlæg