fbpx

BCD Tofu House – Los Angeles Restauranter

by Sanne
BCD Tofu House Los Angeles

BCD Tofu House er en lille kæde af restauranter, der serverer Soon Tofu (blød tofu) i en lækker, rygende varm suppe, soondubu jjigae, med chili og kimchi. BCD Tofu House blev startet af koreaneren Hee Sook Lee, og den første restaurant åbnede i LA tilbage i 1996. I dag er der 13 BCD Tofu House-restauranter, inklusive en i Koreatown i New York. Restauranten på Wilshire Blvd, åbnede i 2000, og det er en af de mest populære filialer.

Uanset hvornår på døgnet man kommer, er der kunder i butikken, men tidspunkterne omkring frokost og aftensmad er særligt travle, og i weekenden er BCD Tofu House et populært sted at afslutte en tur i byen i Koreatown.

En skål tofusuppe koster omkring $10 og inkluderer et pænt udvalg af banchan (koreanske småretter) og ris. Man vælger hvor stærk man vil have sin suppe på en skala, der går fra ”Mild” til ”Danger”. Jeg plejer at bestille min suppe medium spicy, og det er altså meget spicy efter dansk målestok, så pas på.

Suppen er kraftig og mættende så man behøver egentlig ikke bestille andet, men hvis man har lyst til mere kød, kan deres galbi (koreanske oksespareribs i skiver) varmt anbefales. Menuens Combo Meals med tofusuppe og en kødret er også et fund til prisen.

PS: BCD står for Bukchang Dong, som er en by i Korea, hvor grundlæggeren Hee Sook Lee’s svigermor plejede at drive en restaurant.

Hvad skal man bestille? Tofusuppe (lige så stærk, som man tør), og en portion galbi.

BCD Tofu House 3575 Wilshire Blvd, (Corner of Wilshire & Kingsley), Los Angeles, CA 90010, Tel: +1 (213) 382-6677, Hours: All days, 24 hours

Flere indlæg