fbpx
Home » Singapore » Mandarin Oriental i Singapore – Fantastisk hotel!

Mandarin Oriental i Singapore – Fantastisk hotel!

by Sanne
Mandarin Oriental i Singapore

Da Poul fløj videre til Australien checkede jeg ind på Mandarin Oriental. Jeg er ikke særlig trofast hvad angår hoteller. Jeg booker typisk gennem Hotels.com, og jeg er ikke medlem af nogle loyalitetsprogrammer. Den form for hotelpromiskuitet straffes typisk med de dårligste værelser og den ringeste udsigt. Upgrades? Ha! Det kan jeg godt glemme, de går til guldmedlemmerne.

Stor var min overraskelse derfor, da jeg fandt ud af at jeg både havde fået et værelse ret højt oppe og oveni hatten havde udsigt til både Singapore Flyer og Marina Bay Sands. Gardinerne blev ikke trukket for en eneste gang under mit ophold!

Jeg er ellers ikke nogen stor fan af hotelbuffeter (med mindre de er som den på Marriott Nai Yang, som jeg dedikerede et helt blogindlæg til). Livet er for kort til pulver-røræg og dåsetomater, og jeg gider simpelthen ikke mistænkeligt orange juicekoncentrat, og hvad man ellers bliver udsat for.

Jeg havde derfor ikke bestilt morgenmad, da jeg reserverede værelset på Mandarin Oriental, men da jeg alligevel blev nysgerrig, og smuttede ned for at kigge, fortrød jeg med det samme. For det første ser Melt Cafe, som er Mandarin Oriental’s buffetrestaurant slet ikke ud som en buffetrestaurant. Maden er rigtig pænt anrettet, og bordene står i komfortabel afstand til hinanden. Desuden kunne man sidde udenfor med udsigt til hvad der lignede et lille stykke regnskov. Så fint, så fint. Et bord til 1, tak!  Maden var virkelig god og servicen var fremragende (jeg blev konsekvent tiltalt Mrs. Moeller), og jeg spiste så meget, at dem ved bordene i nærheden begyndte at stirre.

Jeg havde nogle ting jeg skulle ordne inden, så jeg kom først ned til poolen ved 15-tiden. Der var ret mange mennesker dernede, og jeg kunne ikke umiddelbart se nogle ledige liggestole. Jeg hev derfor fat i en fra personalet og bad ham om hjælp til at finde mig et sted at slå mig ned. Dog var det eneste han kunne tilbyde en liggestol helt ovre i et hjørne langt væk fra poolen. Til gengæld ville jeg næsten ligge i skødet af en ældre herre med solhat. Tak, men nej tak. Forklarede, at jeg ville komme igen dagen efter i stedet.

Jeg må sige at jeg ikke var særlig imponeret over den oplevelse, men behandlingen dagen efter gjorde derimod indtryk. Jeg var gået ned til poolen lige efter morgenmaden, og jeg blev budt varmt velkommen af personalet. De kunne huske mig fra dagen før, og i løbet af få minutter havde ordnet en skøn cabana lige ved poolen kun til mig.

Mandarin Oriental i Singapore er virkelig et fantastisk hotel, og værelset, personalet og den gode mad er uden tvivl noget af det bedste jeg har oplevet. Et af de bedste hoteller, jeg nogensinde har boet på (og jeg har boet på mange).


Mandarin Oriental, 5 Raffles Ave, Singapore

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

You may also like