fbpx

Dubai: Fødselsdagsmiddag på Maya

by Sanne
Maya - Dubai

I går havde jeg fødselsdag, og som de fleste andre år, kom det totalt bag på mig, at jeg blev et år ældre. Da Poul spurgte, hvor jeg kunne tænke mig at spise, var jeg derfor et stort spørgsmålstegn, men kom efter lidt betænkningstid frem til, at det kunne være sjovt at prøve Pai Thai i Souk Madinat. Dog var det torsdag i går, hvilket hernede er det samme som fredag i Danmark (altså weekend), så da jeg ringede til Pai Thai, fik jeg at vide, at der først var et ledigt bord kl. 22.00. Pai Thai blev derfor droppet, og vi begyndte at overveje gamle kendinge som Tomo og Sonamu.

De blev dog også hurtigt lagt på hylden, da vi ikke havde lyst til at bruge hele aftenen i weekendkø på Sheikh Zayed Road. I stedet endte det med, at vi besluttede os for at prøve Maya, som er kendiskokken Richard Sandovals mexicanske restaurant på Le Royal Meridien-hotellet.

Maya ligger ned mod den store græsplæne, som adskiller hotellet fra stranden, så vi blev kørt med golfbil det sidste stykke af vejen.

Vi startede med Tres Antojitos Tasting, der var tre miniversioner af valgfrie forretter fra menuen. Vi valgte ceviche, taquitos og quesadillas som kom anrettet på en stor hvid tallerken. Marinaden til cevichen var lavet med masser af chili og tomat, og smagte forrygende samme med de medfølgende nachos. De to taquitos og quesadillas var også yderst velsmagende men desværre så små, at man kun lige nåede at få en fornemmelse for smag og tekstur, før de var væk. Når man bestiller en forret som er dyrere end mange af hovedretterne, forventer man også en hovedret-størrelse, og 170AED var derfor efter min mening lidt i overkanten for de tre små hapsere.

Hoveretterne var heldigvis noget mere generøst anrettede end forretten. Jeg fik fish tacos og Poul valgte en omgang beef fajitas og begge dele blev serveret med masser af lækkert tilbehør.

Jeg fik for alvor øjnene op for fish tacos under mine rejser til Los Angeles, men de fish tacos jeg fik på Maya, var i en klasse for sig. Jeg var ikke meget for at dele, men da Poul til sidst fik lokket en taco ud af mig, hævdede han, at det var noget af det bedste mexicanske mad, han nogensinde havde spist.

Pouls fajitas inkluderede en stor og saftig ribeye-steak, der blev serveret sydende og spruttende på et varmt støbejernsfad. Kødet var marineret og i kombination med creme fraiche, guacamole og salsa, udviklede sig til noget så lækkert, at man næsten fik lyst til at skrive et digt.

Jeg elsker churros, og da jeg boede i Spanien for mange år siden, var churros med chokolade en fast del af min eftermiddagsrutine og en væsentlig bidragende faktor til, at jeg tog 10 kilo på i løbet af 5 måneder. Da jeg spottede churros på Mayas dessertmenu, var jeg derfor nødt til at bestille en portion, selvom jeg egentlig var mæt efter mine fish tacos.

Maya’s churros var helt perfekte! De blev serveret rygende varme og var sprøde og søde, og præcist som churros skal være. Man fik 3 forskellige slags sauce til, som man kunne dyppe dem i, og de smagte så godt at jeg var lige ved at bestille en ekstra portion til at tage med hjem.

Betjeningen på Maya er blandt det bedste jeg har oplevet i Dubai. Selvom vi sad lidt afsides ved vores udendørs bord, var der hele tiden en opmærksom sjæl indenfor rækkevidde. Personalet var nærværende uden at være påtrængende og var med til at skabe en hyggelig, næsten hjemlig atmosfære. Da en tjener i slutningen af måltidet sagde, at han håbede at se os igen, virkede det faktisk helt oprigtigt, og vi kunne ærligt svare, at vi uden tvivl ville komme tilbage. Tak Maya, for en dejlig aften!

• Hvis det ikke er for varmt, kan det anbefales at bestille bord udendørs.

• Der er ikke nogen speciel dress-code, men smart-casual fungerer fint hvis man vil blende ind blandt de andre gæster.

• Under samme tag som restauranten, er der også en velbesøgt lounge bar, hvor man kan nappe en cocktail før eller eftermiddagen.

En anden rigtig god, men mere casual, mexicansk restaurant i Dubai er Maria Bonita, som I kan læse om her


Maya Mexican Kitchen + Lounge, Le Royal Meridien, Dubai

Flere indlæg