Social distance behøver ikke blive til mental distance, så disse dage gør jeg en ekstra indsats for at pleje mine venskaber. Jeg talte lige med min veninde Rieko på Line om hvordan livet er i Japan i disse tider med social distance og selv-karantæne:
Tokyo er ekstrem på mange måder og det gælder ikke mindst relationen mellem kvinder og mænd. På de fleste budgethoteller er det ikke usædvanligt at finde telefonbogstykke, illustrerede kataloger med call-girls på natbordet, og i områder som Shinjuku, Roppongi og Akasaka skal man ikke gå mange skridt for at finde en hostess club.
Mens K-Beauty (koreanske skønhedsprodukter) går sejrsgang verden over, har J-Beauty (japanske skønhedsprodukter) levet en noget mere anonym tilværelse med en trofast fanbase hos sit kræsne japanske hjemmemarked. K-Beauty er kendt for at fange de allernyeste, allervildeste trends blandt den yngre generation, mens J-Beauty mere har gjort sig kendt for høj kvalitet og diskret luksus rettet mod kvinder i 30-40-årsalderen.
Når jeg er i Japan kan jeg spise sushi til morgen, middag og aften og måske en skål ramen og lidt mochi til dessert. Jeg mistænker dog, at det nok ikke er helt sådan en almindelig japaners kostpyramide ser ud, så jeg spurgte derfor min japanske veninde Rieko, om hun ikke kunne fortælle os, hvad hun typisk spiser på en helt almindelig hverdag:
Sidst jeg var i Tokyo, boede jeg på Akiba Bay Hotel, som er et nyt kapselhotel tæt ved Akihabara Station. Man måtte ikke tage billeder inde i soveområderne, men deres layout var nogenlunde det samme som på det kapselhotel, som jeg boede på året inden. Akiba Bay Hotel er dog kun for kvinder, og der var masser af pastelfarver og søde små detaljer i indretningen.
Jeg er jo ikke nogen større sightseeing-haj, og mange turister på ét sted giver mig røde knopper. Det er ganske enkelt mere mig at spadsere lidt rundt på må og få og indsnuse byen incognito end at haste afsted på øverste dæk af en rød dobbeltdækkerbus med Nikon kameraet i højeste hug. Engang imellem gør jeg dog en undtagelse, og nogle gange bliver jeg endda positivt overrasket.
Kakigori er en japansk dessert bestående af små, lette snefnug som skrabes fra en blok af klar is. Det er næsten som at spise en snebold af nyfalden sne, og det er noget af det mest forfriskende man kan indtage på en varm sommerdag.
Tilbage i 2003 besøgte jeg Japan for første gang. Jeg rejste sammen med Rikke, og på under en uge nåede vi at feste i Roppongi, sove fra et jordskælv for derefter at smutte på flyet til Sapporo og nå at hilse på min ven Mari, inden det bar hjemad mod Danmark igen. Det var min første hektiske introduktion til Japan, og det var kærlighed ved første blik.
Tingene går stærkt i Tokyo og det, der er populært i dag, er ofte glemt i morgen. Den japanske snackproducent Calbee er en af undtagelserne, som år efter år har formået at holde sig med fremme i feltet, og Calbees kartoffelchips går tilsyneladende aldrig af mode.
Franske crepes har længe hittet i Tokyo, men nu for tiden er det amerikanske soufflé-pandekager, der er det helt store. Burn Side St Cafe skulle være et af de bedste steder at stifte bekendtskab med fænomenet, så selvom det regnede, og selvom der var lang kø udenfor, så var det her, jeg gik hen, efter at jeg var færdig med dagens shopping i Harajuku. Jeg tror jeg ventede over en time på at få et bord, for det var i hvert fald længe nok til, at jeg flere gange overvejede at smutte. Jeg hader nemlig at stå i kø, selv hvis det er efter pandekager.
