fbpx

New York: Atoboy – Den koreanske restaurant alle taler om

by Sanne
Atoboy, Korean restaurant in New York

Det var Sarah som introducerede mig til Atoboy i december, og det var kærlighed ved første bid, så da April foreslog at gå ud at spise på Atoboy i lørdags, var jeg ikke svær at overtale. Atoboy åbnede i august 2016, så det er stadigvæk en ret ny restaurant. Dog er det et af de steder, alle taler om lige nu, så man bør helt sikkert bestille bord i forvejen, og ikke vente til sidste øjeblik, ligesom vi gjorde. Yikes! Kan stadigvæk ikke fatte, at det alligevel lykkedes os at få bord.

Man vælger 3 retter fra menuen og maden serveres, når den er klar, så hvis man spiser for langsomt, fordi man har travlt med at snakke med sin veninde, så kan alle tre retter sagtens havne på bordet samtidig. Jeg ville have bøftatar og April ville have lotusrod og vi insisterede begge to på The Egg med søpindsvin, men resten af retterne var oppe til forhandling. Jeg er glad for at der kun var 20 retter, for når alt lyder megalækkert, er det altså svært at vælge. Udover de tidligere nævnte retter, endte vi med at bestille jordskokker, svinekind og friturestegt kylling med spicy peanutsauce.

3 retter med hjemmelavet kimchi og en skål hvide ris koster 42$ og man kan opgradere til Special Rice for 2$ ekstra. Maden er moderne koreansk og portionerne er ret små, men sammen med ris og kimchi plus den Pumpkin Cheesecake, som vi besluttede os for at dele til dessert, har man et tilstrækkeligt mættende måltid.

PS: Hvis The Egg stadigvæk er på menuen, så bestil det med søpindsvin. Det koster 15$ mere, men det er alle pengene værd.


Atoboy, 43 E 28th Street (between Madison Avenue & Park Avenue), Flatiron, New York

Flere indlæg