I går mødtes jeg med min gamle studiekammerat Ehsan, som jeg lærte at kende, da jeg læste i Sverige. Han flyttede til New York for 6 år siden, så jeg ser ham af gode grunde ikke særlig tit, men når jeg har vejene forbi, prøver jeg altid at mødes med ham, da han er en rigtig flink fyr.
Han har en spøjs forkærlighed for lidt skæve steder, som man ikke finder i guidebøgerne og i mange tilfælde er der en god grund til dette. Det var blandt andet Ehsan, som tog mig med på denne her underlige, 100-år gamle cupcake cafe. Glem alt om Magnolia Bakery, det sted, vi var, føltes som noget den gale hattemager havde skabt i et anfald af vanvid. Dog er Ehsan også glad for god mad, og det var ham, der introducerede mig til hvad der senere skulle blive to af mine yndlingssteder i New York; The Modern på MoMA og den japanske konfektbutik Minamoto Kitchoan nede ved Rockefeller Center.
I går foreslog han, at vi tog hen og så en tyrkisk film. Det lød jo ikke så tosset, men først var vi et smut forbi tagterrassen i den bygning, hvor han bor, så jeg kunne tage nogle billeder af den imponerende udsigt. På vej fra tagterrassen til filmen gik vi forbi Wyndham New Yorker. Det er et næsten 100 år gammelt hotel, som havde sin storhedstid i 1940erne og 1950erne, hvor det var en favorit blandt New Yorks partyelite. Ehsan fortalte dog, at det de fleste nok husker hotellet for i dag er, at videnskabsmanden Nikola Tesla tilbragte de sidste 10 år af sit liv mere eller mindre frivilligt isoleret fra omverdenen i suite nummer 3327, hvor rygterne siger at han arbejde på hemmelige, banebrydende opfindelser.
Efter filmen skyndte jeg mig tilbage til Brooklyn, hvor Tina havde tilberedt det mest fantastiske måltid bestående af vild laks og forskellige slags salat. Hun havde også lavet kokosflan til dessert, og det smagte så godt, at jeg selvfølgelig endte med at spise alt for meget og blev sendt direkte i mad-koma. Jeg havde egentlig tænkt bare at tage en lille lur efter maden, men jeg vågnede ikke før nu, 12 timer senere.
