fbpx

New York: Ess-a-Bagel og maskotten Abe

by Sanne

Det eneste positive ved mit onde øst-vest jetlag de første par dage var, at jeg vågnede så tidligt om morgenen, at jeg kunne være ved Ess-a-Bagel lige så snart de åbnede og derved undgå den ekstremt lange kø, der bygges op, som dagen skrider frem.

Da jeg trådte indenfor kl. 6:15 var der kun et par enkelte andre kunder i butikken, så jeg kunne gå menuen igennem i ro og mag og endda spørge personalet om råd, før jeg afgav min bestilling.

Ess-a-Bagels slogan er ”Everything on a Bagel” og menuen er da også en af de mest omfattende, jeg har set i New York. Der er flere forskellige slags salater at vælge mellem, samt et stort udvalg af ost, æg og fisk, som man kan sammensætte efter smag og behag.

Med undtagelse af damen ved kasseapparatet (tror nogen havde tisset i hendes kaffe den morgen) var hele personalet i hopla og så ud til at hygge sig med arbejdet.

Da jeg spurgte en mand bag disken om det var ok, at jeg tog et billede af deres bagels sagde han ”selvfølgelig, men vil du ikke også tage et billede af vores maskot?” ”Maskot?” spurgte jeg forvirret. ”Ja, vores maskot Abe. Han er tilbage om få minutter.”

Jeg satte mig ned og begyndte at spise min bagel med laks og cream cheese, da en ældre herre med et navneskilt, hvor der stod ”Abe” på, pludselig dukkede op. Han ville ikke fotograferes selv, så en af de andre fra personalet måtte komme og holde ham med selskab på billedet. Jeg er ikke helt sikker på, hvad hans rolle på Ess-a-Bagel var (udover at være maskot selvfølgelig) men jeg synes jeg har set ham administrere køen og de ledige borde med hård hånd tidligere.

Ess-a-Bagels bagels er større end den gennemsnitlige New York bagel. Der er også noget mere gods i dem, og konsistensen minder næsten om italiensk brød. Jeg bestilte 2 bagels, hvilket viste sig at være seriøst overkill, da jeg knapt nok kunne spise en. Min plain bagel med cream cheese blev derfor pakket ind igen efter fotograferingen og taget med til senere fortæring.

Her er min guide til de bedste bagels i New York>>

Ess-a-Bagel, 831 3rd Avenue (between 51st St & 50th St), Midtown East, New York

Flere indlæg