fbpx
Home » New York Blog » New York: MoMA og Terrace 5

New York: MoMA og Terrace 5

by Sanne
MoMA, New York

Jeg har aldrig set mig selv som specielt kunstinteresseret, men jeg har altid følt mig draget mod en særlig slags museer rundt omkring i verden med MoMA i New York og Reina Sofia i Madrid blandt de absolutte favoritter. Moderne kunst er åbenbart min boldgade, og selvom jeg kun for nylig er blevet i stand til at skelne mellem de største kunstnere på en god dag, så er jeg meget opsat på at lære mig mere om emnet.

Jeg har besøgt MoMA mange gange, så nogle af malerierne er næsten som gamle venner, der hilser på mig, når jeg træder ind. Nogle gange har de en ny hemmelighed, som de vil dele, mens de andre gange bare hænger i tavshed. Hvis jeg er stresset kan det godt tage lidt tid, før jeg er klar til at tune ind, og forleden forsøgte jeg i næsten en time at komme i den rigtige stemning. Til sidst gav jeg op og gik op til Terrace 5, som er caféen på 5. etage. Det er et rigtig dejligt sted, og det er perfekt for danskere med hjemve, da møbler med mere er dansk design.

Caféen har udsigt over Sculpture Garden, men bordene udenfor var optaget, og jeg gad ikke at vente. Jeg bestilte en jordbærtærte og en kande hibiscus-iste, og det var lige, hvad jeg havde brug for, så kort tid efter var jeg klar til at fortsætte min MoMA-tur. Jeg endte med at tilbringe 5 timer på MoMA, hvilket vist er personlig rekord, men så inkluderede det også et besøg hos MoMA’s boghandel og stenhårde forhandlinger med mig selv om, hvorvidt jeg skulle købe den der ret dyre og ret tunge kunstbog.

MoMA, 11 W 53rd St, Midtown, New York

You may also like