fbpx

New York: Morgenmad på Dudleys, kaffe på Irving Farm

by Sanne
Dudley's i New York

Der er masser af gode morgenmadscaféer i New York, så i stedet for at tage til takke med halvdårlig hotelmorgenmad, plejer jeg at spise morgenmad ude. Lower East Side er lidt af et kaffeparadis, så det var heller ikke svært at overtale Poul til at følge med mig på morgeneventyr.

Mange af de gode caféer i New York er faktisk australske, og det gælder også Dudley’s på Orchard Street. Det var lidt køligt den morgen, så vi bad om et bord indenfor. Vi flyttede dog hurtigt udenfor, for det er altså ret fantastisk at sidde ved sit bord på fortovet og se Lower East Side vågne til live.

På et tidspunkt stopper en pige op og siger at hun er helt vild med min taske, hvorefter hun spørger, hvor jeg har købt den. Tasken er fra Jumble Store, som er en genbrugsbutik i Tokyo. Den har en stor, broderet tiger på forsiden, og den er en af mine yndlingstasker lige nu, men det jeg egentlig ville sige var, at det er episoder som denne, der får mig til at elske New York endnu mere. Pigen var faktisk nr. 2 person, som kom frem og gav mig komplimenter for min taske, og det i løbet af meget få dage. I Danmark tror jeg endnu ikke jeg har oplevet, at en fremmed kommer frem og giver komplimenter på den måde.

Dudley’s Smashed Avocado sandwich var lækker, og deres Perfect Pancakes var uden tvivl ret perfekte. Jeg kunne ikke så godt lide Pouls grønne grønsagsjuice, men jeg er sikker på, at den var sund. Min juice var også grøn, men bestod mest af æbler og smagte bedre.

Vi droppede kaffe på Dudley’s, for lige på den anden side af vejen ligger Irving Farm, og deres kaffe er der ikke mange, der kan hamle op med, så vi gik derover i stedet og købte to kopper to-go.

Dudley’s, 85 Orchard Street, Lower East Side, New York