fbpx

Phnom Penh: Frokost på Sesame Noodle Bar

by Sanne
Sesame Noodle Bar in Phnom Penh

Sesame Noodle Bar er en hyggelig lille nudelrestaurant i nærheden af Russian Market i Phnom Penh. Restauranten blev startet af et amerikansk/japansk par, og menuen, som ikke er for de fusionsforskrækkede, består af et begrænset, men appetitligt, udvalg af retter og snacks.

Jeg bestilte deres House Noodles, som er kolde nudler med æg og grøntsager. Man vælger selv om man vil have tofu eller gris på toppen, og nudlerne er enten grønne og med grøntsager, eller gule og med æg, og serveres med en lækker, hjemmelavet sesamsauce. Jeg ville gerne have haft æggene lidt mindre hårdkogte, men ellers var det en rigtig fin frokostret.

Det er skønt med kolde nudler i sommervarmen, men man kan også få varme nudler på Sesame Bar, og næste gang tror jeg at jeg vil prøve deres spicy chili ramen, som skulle være rigtig gode.

Til dessert fik jeg Sesame Balls som er let stegte mochi fyldt med smeltet chokolade og serveret med en kugle vaniljeis og karamelsauce. En virkelig lækker dessert, som i sig selv er grund nok til at besøge Sesame Noodle Bar, også selvom man ikke lige er i området.  

For veganere: Deres House Noodles er veganske, hvis man skipper ægget og vælger grøntsagsnudler og tofutopping.


Sesame Noodle Bar, House 9, Street 460, (between streets 155 & 135), Phnom Penh

Flere indlæg