fbpx

New York: Shake Shack i Madison Square Park

by Sanne
Shake Shack i New York

I et hjørne af Madison Square Park finder man den oprindelige filial af den populære burgerrestaurant Shake Shack. Da det hele startede tilbage i de tidlige 00’er, var Shake Shack ikke andet end en pølsevogn, men rygtet om de gode burgere spredte sig hurtigt, og Shake Shacks popularitet eksploderede.

I dag finder man Shake Shack-restauranter i flere amerikanske byer, og der er også åbnet et par stykker i udlandet, men det var i Madison Square Park at det hele startede, og det er her burger-elskere fra nær og fjern valfarter for at besøge moderskibet.

Burgerne på Shake Shack er ikke særligt store, men de er helt perfekte i både smag og konsistens, og jeg elsker de saftige, smagfulde bøffer garneret med den berømte ShackSauce.
Vegetarerne plejer at være helt vilde med ’Shroom-burgeren, som i stedet for en hakkebøf har en blanding af sprødstegt cheddar og champignons mellem bollerne. Det lyder slet ikke så ringe, gør det vel? Min personlige favorit er da også Shack Stack-burgeren, som er en blanding af en ’Shroom Burger og en Cheeseburger.

Man bør også prøve Shake Shack’s Concretes, som er en slags super-charged milkshake. Den består af flødeis blandet med lækkerier som cookie dough og marshmallow sauce. Der er flere forskellige varianter at vælge mellem, men man kan også sammensætte sin egen, hvis man vil. De mætter ret meget, og er næsten et måltid i sig selv.

Når vejret er fint, bliver køen udenfor lang, specielt omkring frokosttid. Der er kun siddepladser udenfor, så man bør tjekke vejrudsigten, inden man planlægger et besøg. På Shake Shacks hjemmeside, kan man også se live webcam-billeder af området (og køen) udenfor Shake Shack.


Shake Shack, Southeast Corner of Madison Square Park (near Madison Ave. and E. 23rd St. ), Flatiron District, New York

Flere indlæg