fbpx

Street food i Bangkok – Hvor skal man starte?

by Sanne
Guide til Street Food i Bangkok

Egentlig er dette indlæg ret overflødigt, for har man besøgt Bangkok ved man, at det ville være sværere at skrive et indlæg om, hvor man ikke finder god street food i Bangkok. Dog er der selvfølgelig forskel på standarden, og er man lige landet, kan det store udbud sikkert virke lidt overvældende.

I dette indlæg har jeg derfor samlet nogle af de steder, som er lette at finde, og som har et forholdsvis stort udvalg af madboder.  Bortset fra Petchaburi Soi 5 er det ikke de mest hardcore lokale steder, men alle har et godt udvalg af boder, der sælger autentisk thailandsk mad. De fleste street food-boder specialiserer sig nemlig i nogle helt få retter, som derimod kan til perfektion, og er man ikke lige til suppe med griseblod (boat noodles) så er det jo meget rart, at der også er andre boder på samme sted. Vil man gerne hurtigt danne sig et overblik over udvalget af street food i Bangkok, er nedenstående steder derfor alle sammen gode steder at starte. Man får typisk serveret maden på små plastiktallerkner eller i plastikposer, og man betaler kontant.

Petchaburi Soi 5 - Street food i Bangkok
Nong Fuktong & Nong Tangmo khao man gai restaurant, Petchaburi Soi 5

Petchaburi Soi 5

Dette er nok mit yndlingssted for street food i Bangkok. Det er også det mest lokale sted af dem, jeg nævner i dette indlæg, og maden er fantastisk. I den lille gyde mellem Petchaburi Soi 5 og Soi 7 ligger P’Aor, som serverer den bedste Tom Yum Kung jeg nogensinde har smagt. Nong Fuktong & Nong Tangmo ligger på venstre side af Soi 5 i enden længst bort fra Petchaburi Road, efter Family Mart. Deres Khao Man Gai (Thai chicken rice) er fantastisk.

Terminal 21 food court, Street Food i Bangkok
Terminal 21

Pier 21, Terminal 21

Food Court’en i Terminal 21. De fleste shopping malls i Bangkok har en food court etage med god og billig street food, men den i terminal 21 er blandt de bedste og billigste. Både priser og udvalg er cirka de samme som nede på gaden, og uanset hvad man har lyst til, finder man det der. Man køber et kort ved indgangen som man lader med et beløb. Kortet fungerer som betalingsmiddel ved de små boder, og bruger man ikke alle pengene, kan man få restbeløbet refunderet ved udgangen.

Street food i parkeringskælderen, Sukhumvit Soi 38
Street food i parkeringskælderen, Sukhumvit Soi 38

Sukhumvit Soi 38

Første del af denne sidegade til Sukhumvit plejede at være fyldt med street food boder efter mørkets frembrud, men på grund af nye ejere af de tilstødende bygninger og ny lokalplan er boderne blevet flyttet ind i den lille parkeringsplads, som ligger til højre få meter nede ad gaden (hvis man står med ryggen mod Sukhumvit Road).

Udvalget af boder er fint, men ventilationen er ikke den bedste, så man sidder i en sky af stegeos. Parkeringspladsen ved Sukhumvit Soi 38 er det mindst lokale af stederne i dette indlæg. Det er populært blandt expats i nabolaget og beliggenheden lige ved Thong Lo BTS gør Sukhumvit Soi 38 til et oplagt førstegangsvalg for den nysgerrige rejsende.

Flere indlæg