fbpx

New York: Tao Downtown – Clubbing i Chelsea

by Sanne
Tao Downtown, Chelsea

Chelsea er et sjovt sted at gå i byen, når man er i 20’erne, men efter at jeg har rundet de 30, føler jeg mig for gammel til de fleste steder med undtagelse af natklubben på Tao Downtown. Ikke fordi at klubben er fyldt med gamle krager som mig, men derimod fordi det er et rigtig fedt sted med en uprætentiøs, men stadigvæk supercool vibe, som jeg ikke har fundet noget andet sted i denne del af byen.

Jeg vil lige understrege at det er natklubben jeg taler om, og ikke restauranten/loungen. Mange mennesker ved slet ikke, at der er en natklub, da den er godt gemt væk ovre i et hjørne, lidt borte fra restaurantområdet. Natklubben ligger en trappe ned, og den er så dunkel og intim, at den næsten føles som en speak-easy.

Hvis du starter aftenen med middag på restauranten, kan du gå ned til natklubben uden at behøve at gå udenfor (hvis dørmændene altså lukker dig ind), men hvis du kun har tænkt dig at besøge natklubben, så skal du bruge en separat indgang rundt om hjørnet (det er den, jeg har markeret på kortet) og altså ikke indgangen til restauranten.

Tao Downtown Nightclub er lidt af et hotspot, og selvom du har pænt tøj på og en hel flok veninder under armen, er det altså ikke sikkert, at du kommer ind. Jeg vil derfor anbefale, at du tager kontakt til en god promoter og sørger for, at du kommer på gæstelisten, samt dukker op kl. 23:00 når klubben åbner, for efter midnat er løbet ofte kørt.

• Prisniveauet på Tao er som de fleste andre natklubber i Chelsea dvs. dyrt (drinks koster omkring 20$).

> Læs mit blogindlæg om Jessicas fødselsdag på Tao Downtown (2015)

Tao Downtown, 92 9th Ave at 16th Street, Chelsea, New York

Flere indlæg