fbpx

The Meat Co – Dubai Restauranter

by Sanne
The Meat Co - Dubai

The Meat Co er en steak-restaurant i Dubai med fantastisk beliggenhed. Bordene udenfor restauranten ligger lige ned til kanalen, der løber gennem Madinat Jumeriah, og de har alle sammen udsigt til det flotte hotel Burj Al Arab.

Da alle vil sidde udenfor, er en reservation absolut påkrævet, og bordene udenfor er ofte booket flere uger i forvejen. The Meat Co er dog også en flot restaurant indendørs, og fra flere af bordene har man frit udsyn til kokkenes arbejde i det åbne køkken.

Steakrestauranter i Dubai er hamrende dyre, og The Meat Co. er ikke nogen undtagelse. Man kan få bøffer i alle størrelser og prisen starter ved 155AED for en rump steak. Bøfferne serveres med en lille kurv med pommes frites, men resten af tilbehøret samt sauce må man tænke sig til (eller købe separat). Regn med at betale omkring 300AED pr. person for en god steak med sauce og et par sideretter til deling. Kylling og burgere er noget billigere, men det var jo ikke derfor, at du kom?

Vin fra hele verden har fundet vej til vinkortet på The Meat Co, men specielt de sydafrikanske vine skiller sig ud (på den gode måde). Er du ikke til vin, er der også kolde fadøl på menuen samt forskellige cocktails og sodavand.

Poul og jeg har besøgt The Meat Co mange gange i årenes løb, og mens bøfferne altid har været helt i top, må jeg desværre indrømme at dette ikke er tilfældet med hensyn til servicen. Nogle gange er personalet helt fantastiske, og andre gange må man lede længe efter guldkornene. Har man fået et bord udenfor, kan man dog tilgive meget.

Hvis du ankommer med taxi vil du sikkert blive sat af udenfor Souk Madinat. Beregn mindst 10 minutter til at finde vej igennem soukens labyrint af små butikker og boder, og ud på den anden side, hvor The Meat Co ligger ved vandet, en trappe ned. Farer du vild er det bare at spørge om vej, da de fleste i Souk Madinat ved hvor The Meat Co ligger.


The Meat Co, Madinat Jumeirah, Dubai, Tel.: +971(0)4-368-6040

Flere indlæg