Tilbage i 2003 besøgte jeg Japan for første gang. Jeg var afsted med min veninde Rikke, og på mindre end en uge nåede vi både at feste igennem i Tokyo, sove os gennem et jordskælv og flyve op til Sapporo for at besøge min veninde Mari, inden turen gik tilbage til Danmark. Det var mit første, lettere hektiske møde med Japan, og det var kærlighed ved første blik.
Vi havde ikke rigtig lavet nogen research, inden vi tog afsted, så spørg mig ikke, hvordan vi overhovedet fandt vej fra lufthavnen og ind til Tokyo (dengang var alle skilte på japansk). Vi havde heller ikke booket hotel, så da vi ankom til Tokyo Station, gik vi bare rundt til hotellerne i området og spurgte, om de havde et ledigt værelse.
Problemet var, at ingen af dem ville lade os bo sammen på et dobbeltværelse. To piger i samme seng? Det var åbenbart helt utænkeligt. Hotellerne omkring Tokyo Station var dyre, og vi rejste på et ret stramt budget, så vi havde bestemt ikke lyst til at betale for to separate værelser. Efter hvad der føltes som flere timer, lykkedes det os endelig at finde et sted at bo. Jeg kan ikke huske, hvad hotellet hed, men værelset var mikroskopisk og havde en køjeseng.
Og så har jeg en lille tilståelse. I må love mig ikke at sladre til tolderne i Amsterdam. I Sapporo besøgte vi et kæmpestort japansk supermarked, da jeg fik øje på en hylde med japansk whisky i 3-litersflasker. Sådan en gigantisk flaske japansk whisky var simpelthen for sjov en souvenir til at lade stå, så en af dem røg med i kufferten.
Problemet er bare, at jeg er en virkelig dårlig smugler. Da jeg skulle gennem tolden i Amsterdam, lyste den dårlige samvittighed sikkert ud af mig. En tolder bad mig træde til side og åbne min kuffert. Det gjorde jeg, og dér lå den så. Den store, stygge flaske og stirrede lige op på ham.
Han tog den op, studerede den nærmere og spurgte, hvad i alverden det var.
“En slags japansk vin,” mumlede jeg, mens jeg mentalt forberedte mig på en kæmpe bøde, fængsel eller hvad man nu ellers gjorde ved den slags forbrydere i Amsterdam.
Så jeg blev noget overrasket, da tolderen bare trak på skuldrene, lagde plastikflasken tilbage i kufferten, lukkede den og vinkede mig videre.
Den dag i dag ved jeg ikke, om det var, fordi han ikke kunne læse de japanske tegn, eller om han bare var ligeglad. Men whiskyen kom med hjem, og weekenden efter gjorde den stor lykke til en fest på studiet i Sverige.
