fbpx

Tokyo: T.Y. Harbor – Bryggeri og restaurant ved vandet

by Sanne
T.Y. Harbor i Tokyo

T.Y. Harbor er en restaurant med eget bryggeri og en skøn beliggenhed ned til vandet. Den omfattende internationale menu er fyldt med lokkende retter, og restauranten er særlig kendt for sine burgere, som efter sigende skulle være blandt de bedste i byen. Bryggeriet ligger lige ved restauranten, og tilbyder et pænt udvalg af hjemmebrygget øl. Jeg prøvede deres IPA og deres Pale Ale, og begge to overraskede positivt. Drikker man ikke øl, findes der dog også en håndfuld cocktails på menuen.

På trods af placeringen, som er ret langt fra de områder, hvor de fleste turister vælger at bo i Tokyo, så er der altid godt fyldt op på T.Y. Harbor. Restauranten er særlig populær blandt Tokyos expats, men da jeg var der, var der også mange brunchende japanere.

Om weekenden og når vejret er godt, kan det helt klart anbefales at bestille bord i forvejen. Dette kan gøres online på T.Y. Harbor’s website.
Nogle gange er T.Y. Harbor booket til private events, så før man stiger på toget, er det en god idé lige at ringe og tjekke at restauranten er åben.

Deres øl serveres i 5 forskellige størrelser og starter ved 550JPY for en lille øl (250ml). I hverdagene er der særlige frokosttilbud, hvor man bl.a. kan få dagens suppe for 1000JPY, men i weekenden og om aftenen skifter menuen, og priserne går op, så vil man spise aftensmad på T.Y. Harbor, skal man nok regne med at betale omkring 3000-6000JPY for et måltid + drikkevarer.

Hvad skal man have på? T.Y. Harbor er et ret afslappet sted, men afslappet i Tokyo er alligevel ret pænt klædt på efter danske standarder.

Hvad skal man bestille? En Pale Ale og en burger

T.Y. Harbor ligger i gangafstand til Shinagawa InterCity Flea Market, som er et stort ugentligt loppemarked i Tokyo


T.Y. Harbor, 2-1-3 Higashi-Shinagawa, Shinagawa, Tokyo 

Flere indlæg