fbpx

Tokyo: Tunauktionen på Tsukiji Fiskemarked

by Sanne
2086 views
Tsukiji fiskemarked i Tokyo

Hvis I spurgte mine smagsløg hvilket område, der er det bedste i Tokyo, ville de med fuld kraft brøle ”Tsukiji!” Fiskemarkedet og gaderne omkring det er et foodie-paradis af dimensioner. Rustikke sushirestauranter til meget overkommelige priser ligger tæt, og der hersker en livlig, og til tider kaotisk stemning, som man ikke finder andre steder i byen.

Jeg var inde for at se den berømte tunauktion for over 10 år siden, men nu til dags plejer jeg at undgå det indre fiskemarked og holder mig til restauranterne i stedet.

Fiskemarkedet er der ikke for turisternes skyld, og folk som arbejder der, virker generelt irriteret over turisternes tilstedeværelse. Uanset hvor meget hensyn man tager, er man altid i vejen, og selvom man får et forfriskende indtryk af, hvordan japanerne også kan være (ingen dybe buk og høflighedsfraser her), foretrækker jeg dog at nyde resultaterne af dagens handler i form af sushi og sashimi på de nærliggende restauranter.

De sidste mange år har der været tiltagende rygter om, at markedet skulle flytte, og nu er de fleste vist enige om, at en flytning i slutningen af 2016 er uundgåelig.

En søndag morgen i april satte jeg derfor min iPhone til at vække mig kl. 1:30, fast besluttet på at opleve tunauktionen en sidste gang.

Kun 120 personer pr. dag får lov at besøge tunauktionen og tilladelserne gives efter først-til-mølle princippet. Registreringen af dagens besøgere finder officielt sted kl. 5:00 om morgenen, men folk begynder allerede at stå i kø omkring kl. 2. Jeg ankom kl. 2:20, og jeg var nr. 9 i køen foran bygningen, hvor man registrerer sig. Jeg ved at nogle websider angiver at det er fint nok at møde op kl. 4:00, men det ville jeg nu ikke turde satse på. Den dag jeg var der, var alle adgangskort i form af gule veste, udleveret kl. 3:10, hvorefter der var lukket for yderligere besøgere.

Kl. 3 blev vi lukket ind i et opvarmet venterum i registreringsbygningen, men der var ingen stole, så man sidder på gulvet og venter på at tiden går. Jeg var i den første gruppe, så omkring kl. 5:20 blev vi bedt om at følge med personalet til auktionen. Fra et indhegnet område i midten af den store hal kunne vi følge, hvordan tunopkøberne gik rundt blandt de frosne tunfisk. Det yderste halestykke var skåret igennem, så man kunne se det røde kød indeni, og nogle af opkøberne smagte også på det frosne kød for bedre at kunne vurdere kvaliteten. For de eksklusive sushirestauranter i Tokyo er det af yderste vigtighed at få fat på markedets allerbedste tun, så det er en ansvarsfuld opgave at være tunopkøber, og det kræver både stor erfaring og viden.

O-toro, fatty tuna, er den dyre, fedtmarmorerede del af tunfiskens bug. Det er ekstremt velsmagende, og helt sikkert en af de 3 ting, jeg ville tage med mig, hvis jeg var strandet på en øde ø. Til selve auktionen følte jeg mig lidt som ham løven fra Madagascar-filmen, for jeg så slet ikke de døde fisk, men derimod endeløse bjerge af o-toro sushi og sashimi. Kan I forestille jer, hvor meget sushi man kunne lave af sådan en tunfisk? *slurp*

Fiskemarkedet i Tsukiji er endelig flyttet og hedder nu Toyosu Market. Læs min guide til andre ting jeg synes man skal opleve i Tokyo.

Min Tokyo Blog

Auktionen vi så tog kun et par minutter, men det var sjov at se. Her er en lille film, jeg optog: