fbpx

Alex’s Top 10 Film i 2019

by Sanne
Top 10 Films of 2019

Hvert år inden Oscar-uddelingen sender min ven Alex en mail rundt med en Top 10 over de bedste film han har set året forinden. Jeg synes at hans sammenfatning er både velskrevet og informativ, så jeg spurgte ham, om jeg ikke måtte lægge dele den med jer. I tvivl om hvilke film der er værd at se? Her er masser af inspiration:

Alex: Det er den tid på året igen! Tid til at præsentere den årlige Film Top 10! For at kunne komme med på listen kræves at filmen har haft premiere i biograferne i USA i 2019, og jeg skal have set filmen i biografen inden denne liste bliver sammenstillet.

10. The Farewell

Instruktør/manuskriptforfatter Lulu Wangs meget personlige film er en fiktiv fortælling om hvordan hendes familie besøger bedstemoren i Kina. Bedstemoren er blevet diagnosticeret med terminal cancer, men familien har besluttet sig for at lade være med at fortælle hende om diagnosen og planlægger i stedet besøget under påskuddet om et fiktivt bryllup i familien.

Queens, NY’s egen Awkwafina leverer en solid præstation (nok til at indbringe en Golden Globe) og beviser at hendes talent rækker til meget mere end end blot at være komedie-sidekick (som i Crazy Rich Asians) eller rappe på YouTube om sin vagina (hun havde et viralt YouTube hit med sangen ”My Vag”).

Wang væver behændigt familiedrama med komedie mens hun samtidig viser et kinesisk samfund i forandring (filmen er optaget i Changchun, Kina). The Farewell blev ikke nomineret til en eneste Oscar, men burde som minimum have været nomineret til Bedste Originale Manuskript og Shuzhen Zhao, som spiller bedstemoren Nai Nai burde være blevet nomineret til Bedste Birolle.

9. Joker

For mig er den her film en ”one and done”: Man behøver ikke at se den mere end en gang (som Requiem for a Dream). Joaquin Phoenix optræden er hele fundamentet for denne film, og hans forvandling fra mislykket klovn/komiker Arthur Fleck til The Joker er enestående. Jeg tror Phoenix er et sikkert kort til en Oscar for Bedste Skuespiller.

Skal jeg være ærlig så synes jeg, at der har været lidt for mange film baseret på seriefigurer på det seneste, men jeg alligevel give co-forfatter/instruktør Todd Phillips credit for en særdeles dyster og foruroligende fortælling om hvordan det hele startede for Batmans største fjende. Filmen foregår i 1980erne, men der kan drages mange paralleller til dagens samfund og emner som klasseulighed og mental sundhed.

8. The Irishman

Ja, den er lang (3 timer og 29 minutter), ja, der er mange paralleller til instruktøren Martin Scorseses andet mesterværk Goodfellas, og ja, den digitale foryngelse af skuespillerne er måske ikke helt vellykket, og effekterne, der gør Robert De Niros brune øjne blå, virker ikke altid. Det rykker dog ikke ved det faktum at Scorsese, som efterhånden er godt oppe i 70’erne, endnu en gang har leveret en episk film, der bringer De Niro, Joe Pesci og Al Pacino sammen for måske sidste gang, og giver folk som mig selv, der ikke har nogen baggrundsviden om Jimmy Hoffa, en smule lærdom om hvordan tingene var dengang i 1960’erne..

Mit indtryk af filmen er nok lidt farvet af, at den er optaget i mit nabolag, Ridgewood, i Queens, New York. Friendly Lounge, som er der hvor mafiosoerne hænger ud i den første tredjedel af filmen, blev faktisk skabt specifikt til filmen men er senere blevet lidt af en hipster-café ved navn Porcelain. Der er også scener fra den katolske kirke St. Matthias, som ligger et par gader fra min lejlighed, og jeg mener at have hørt i en podcast, at de brugte nogle af gaderne i Ridgewood til at repræsentere filmens 1960’er-scener i Philadelphia. Desværre løb jeg ikke ind i Martin Scorsese under indspilningerne, så han kunne caste mig til sin næste film…

Det er ret tydeligt i filmen at Scorsese har sagt alt han må have haft behov for at sige om organiseret kriminalitet. Han er længe blevet beskyldt for at glamourisere mafiaen i film som Goodfellas og Casino, men som man kan se i The Irishman, som bl.a. viser scener fra livet i et plejehjem, virker det som om Scorsese sætter spørgsmålstegn ved om den livsstil mon virkelig er det hele værd når alt kommer til alt.       

7. Us

Horrorfilm og thrillers er ikke lige min favoritgenre, og da jeg modvilligt begav mig af sted for at se Jordan Peeles anden film efter Get Out (hans instruktørdebut fra 2017) var det med forventningen om det sædvanlige katten-efter-musen-plot med en familie der bliver forfulgt af en anden familie (jeg skal ikke røbe for meget her). Heldigvis formåede Peele at gøre mine forventninger om Us til skamme, og filmen tager en helt anden retning end forventet, med bl.a. komiske indslag i tilsyneladende upassende sammenhænge. Lupita Nyong’o er fantastisk og blev af uransagelige årsager ikke nomineret til en Oscar for Bedste Skuespillerinde, på trods af at hun på imponerende vis spiller to separate roller i filmen.

6. Once Upon a Time…in Hollywood

Ja, her er endnu en lang film (2 timer og 41 minutter), men manuskriptforfatter/instruktør Quentin Tarantinos buddy film, som foregår i 1960’ernes Hollywood, kunne have været dobbelt så lang, og jeg ville stadigvæk have set den. En af de ting der gør filmen så fængende er den enestående kemi mellem Leonardo DiCaprios fallerede filmstjernekarakter Rick Dalton og hans stuntman buddy/sidekick, Cliff Booth, spillet af Brad Pitt. Dalton, som forsøger at redde de sørgelige rester af sin karriere, er nabo til filminstruktøren Roman Polanski og hans kone Sharon Tate (Margot Robbie). Dalton og Booth kommer i kontakt med Mansons Family og Tarantino giver historien et helt nyt twist (som antydes i filmens titel).

Jeg er ellers ikke meget for film, som omskriver historiske handlinger, og jeg brød mig for eksempel ikke om Tarantinos Inglourious Basterds (måske jeg burde give den en chance til), men jeg synes det fungerer fint i Once Upon a Time (kritikkerne virker dog til enten at elske eller at hade det 20-minutter lange klimaks i slutningen af filmen).

En af mine yndlingsscener (i hele 2019) er da Sharon Tate går alene i biografen for at se sig selv på film og glæder sig over publikums reaktioner på hendes optræden på lærredet. Tarantino har hintet om at han måske kun vil lave en enkelt film mere efter Once Upon a Time… og filmen bliver derfor Tarantinos kærlighedserklæring til et Hollywood, der ikke længere eksisterer. Nostalgisk men effektivt.

5. Honeyland

En dokumentar om en midaldrende kvinde, Hatidze Muratovam som bor ude på landet i Makedonien, hvor hun tager sig af sin gamle mor og tjener til dagen og vejen som biavler. Det lyder måske ikke som verdens mest interessante film, men det var en af de bedste dokumentarer jeg så sidste år. Honeyland er også den første film nogensinde, der er blevet nomineret til både Bedste Dokumentar og Bedste Internationale Film. Producerne Tamara Kotevka og Ljubomir Stefanov optog over 400 timers film som blev kogt ned til en 89-minutters dokumentar med fantastisk kameraarbejde hvor Hatidzes stilfærdige måde at leve på sættes i kontrast til global opvarmning og ødelæggelsen af vores planet.

4. Apollo 11

Hvor er jeg bare glad for at jeg så denne dokumentar i biografen! I stedet for at anvende interviews med talende hoveder som mange andre dokumentarer, bruger filmen tidligere upubliceret arkivmateriale og gamle fotografier til at fortælle om den historiske månelanding d. 20. juli, 1969. Måske synes du, at der allerede er mere end rigeligt om månelandingens 50-års jubilæum i 2019, men denne 93-minutters dokumentar er helt sikkert værd at se. Der var scener med film fra rummet, der lignede noget fra en science fiction film fra 1960’erne, og jeg måtte minde mig selv om at det altså var fra den virkelige verden.

I en tid hvor det virker som om politikkerne i USA ikke har tænkt sig at samarbejde til gavn for vores samfund, og hvor vi alle sammen er blevet teknologitossede zombier, der er så afhængige af vores telefoner at man skulle tro, de var nødvendige for at overleve, er det inspirerende at se hvordan vores land dengang samlet vendte blikket mod himlen for at forundres over den menneskelig snilde, der fandt sted derude i rummet..

3. Uncut Gems

Adam Sandler har sit livs rolle som  juvelhandleren Howard Ratner, der som overspændt ludoman prøver at undgå sinde kreditorer i Manhattans Diamond District på 47th Street, mens han samtidig forsøger at tilfredsstille elskerinden og opretholde facaden overfor konen, som han er separeret fra, og resten af familien.

Der er ikke mange rolige øjeblikke i denne manisk fartfyldte film… Jeg så filmen i Metrograph-biografen på Lower East Side i 35mm format sammen med en gruppe af ligesindede filmentusiaster, og det var nok den allerbedste måde at gøre det på. Selvom Uncut Gems foregår i 2012, så har den også lide 80’er vibe over sig, og man kunne føle publikums kollektive spænding når Howard indgår vanvittige væddemål i håbet om at lykkens gudinde er med ham…

Filmen kommer fra Safdie-brødrene som er et par unge New Yorkere der er kendt for at lave film om mennesker på samfundets rand. Karakteren Howard er delvist baseret på deres far, som også plejede at arbejde i Diamond District. I min bogklub diskuterer vi nogle gange hvor meget det betyder for en bog eller en films succes at man kan sympatisere med hovedrollen. Howard er lidt af en antihelt, og med sin langt fra perfekte personlighed er han bestemt ikke for alle, og sådan en rolle ville være næsten umulig at spille overbevisende for andre end Sandler og hans karisma (der er sket meget siden Billy Madison, men med den rette rolle kan han stadigvæk bære en hel film…lad os håbe at han holder sig fra alt det her Netflix-nonsens…). Nogle gange savner Ratners handlinger logisk grund (jeg havde også svært ved at følge med i væddemålsjargonen), men på trods af dette så var jeg på hans side gennem hele filmen… Jeg hoppede med på vognen og sad på kanten af sædet med høj puls og det hele, og kunne først slappe af, da filmen var slut… 

2. Little Women

På trods af at der efterhånden er omkring et halvt dusin filmatiseringer af Louisa May Alcotts klassiker fra 1868, så formår manuskripforfatter/instruktør Greta Gerwig at bidrage med et nyt og frisk perspektiv på denne coming-of-age fortælling om fire unge piger i det borgerkrigshærgede Massachusetts med hjælp af en fantastisk rollebesætning samt en modifikation af fortællerformatet fra bogen (det sidste er noget jeg har læst i anmeldelser og hørt i podcasts – jeg har endnu ikke læst bogen selv, men jeg overvejer at gøre det i år).

Det er virkelig godt filmhåndværk, og filmen fortjener al den anmelderros, som den har fået. Filmen indeholder også en af årets yndlingsscener…To af karaktererne danser udenfor på en veranda mens der er et formelt bal med finere dans indenfor..det giver bare sådan en god joie de vivre-følelse når de to lærer at kende hinanden i deres uskyldige ungdom…

Rollebesætningen kunne ikke have været meget bedre, og Saoirse Ronan leverer en solid præstation som den tomboy-agitige Alcott stand-in Jo. For mig er det dog Florence Pugh i rollen som Amy, som virkelig brillerer og giver en ny vinkel til en karakter, der ikke fremstår i det bedste lys i bogen. Dette indbragte Florence Pugh en velfortjent nominering som Bedste Kvindelige Birolle (hun var også virkelig god i Midsommar samt i Fighting With My Family i år). Jeg kunne også rigtig godt lide Laura Dern som Marmee, og Bob Odenkirk som Father March, og Chris Cooper var også overbevisende som Mr. Laurence. Timothée Chalamet har formået at etablere sig selv som pigernes favorit lige nu, og han gør det faktisk rigtig godt i rollen som Theodore ”Laurie” Laurence.

Jeg har fulgt Gerwigs karriere siden hun startede med at lavet næsten uforståelige mumblecore indie-film, og det er ret fantastisk at se hvor langt hun er kommet! Jeg var ikke så vild med hendes debutfilm Ladybird fra 2017, men hun har vist hvad hun går for som manuskriptforfatter og instruktør, og det er en skam, at hun ikke fik en nominering til Bedste Instruktør… Jeg håber hun vinder en Oscar for Bedste Adapterede Manuskript, og uanset hvad, så glæder jeg mig til at se næste udspil fra hende.            

1. Parasite

Jeg kendte til det overordnede tema for Parasite inden jeg tog ind for at se den: En arbejderklassefamilie i Seoul får infiltreret en rig familie i et stort flot hus gennem at sønnen fra arbejderfamilien først får job som den rige datters lektiehjælp. Jeg vidste også at filmen vandt guldpalmerne i Cannes og fik masser af hype, men hvad jeg ikke vidste var, at al den hype var fuldstændig velfortjent, og at jeg ville tænke på filmen i flere dage efter at have set den blodige slutning. .. Hvis du læser denne liste og endnu ikke har set Parasite, så gør dig selv en tjeneste og se den. Tro mig, den er virkelig suveræn!

Lige når man tror at man ved hvordan det hele kommer til at gå, så sker der noget nyt. Når man forventer et zig i en retning, så kaster instruktør og manuskripforfatter Bong Joon Ho i stedet et zag efter handlingen som får det hele til at snurre rundt. Selvom det leveres i en til tider morderisk sjov indpakning, så er der ingen tvivl om at Ho uddeler skarp kritik til klassesamfundet i Seoul i det 21. århundrede, og den kritik angår også resten af verden. Der er en scene hvor faren fra den fattige familie (spillet af Song Kang-Ho) og hans søn (spillet af Choi Woo-Sik) utilsigtet havner udenfor hjemmet og må planlægge deres næste skridt, hvilket bliver et spørgsmål om valg og forventninger til livet. Det virker som om de ikke rigtig kan forstå hvordan de er havnet i den situation de er. Det ikke er noget, de er specielt stolte over, men de har stukket en kurs ud, uden rigtig at have nogen plan…Det er et hudløst ærligt øjeblik i en film, som er fyldt med kynisme…

Parasite er et godt bud på en vinder til Bedste Internationale Film, og den er også nomineret til et par andre priser inklusive Bedste Film og Bedste Originale Manuskript. Det er nok ikke så sandsynligt at den vinder en Oscar for Bedste Film, men jeg ville blive utroligt glad, hvis den gjorde. Det er helt vildt at en film på et fremmed sprog har gjort det så godt i biograferne her i USA.

Læs anden halvdel af Alex blogindlæg: Andre Film Der Fortjener at Blive Nævnt + Mest Overvurderede Film 2019


Min ven Alex i New York

Når min ven Alex Keblish ikke arbejder som advokat, så udforsker han New York med formålet at finde endnu flere grunde til, at han med stor sandsynlighed aldrig vil flytte fra byen… Dette kan være alt fra museumsbesøg og galleriåbninger, nye happy hour-steder med 1$-østers eller nye restauranter, som han besøger med sin MeetUp-gruppe (det var sådan jeg lærte ham at kende).

Andre ting som gør Alex glad er at se live stand-up comedy, at kigge på mennesker i en af byens parker, samt når en New York-forfatter kommer forbi Alex bogklub for at fortælle om sin seneste bog, – listen er uendelig. Alex bor for øvrigt i Ridgewood, Queens med sin kat, Rusty.    

Send Alex en email: [email protected]


Flere indlæg