fbpx

Vietnam: Pleiku Central Market

by Sanne
664 views
Pleiku Central Market

På dag nr. 2 i Pleiku besøgte vi byens store marked, som lå tæt på vores hotel. Der er ikke så mange turister i Pleiku, og mine forældre var de eneste hvide mennesker på markedet den dag, så der blev lagt godt mærke til dem. Nogle af de små børn stoppede helt op bare for at kigge, mens de ældre børn så deres snit til at øve deres engelsk.  ”Hello! Where are you from?” råbte de, og min far råbte ”Dänemark” tilbage (han er stadigvæk bedre til tysk end til engelsk).

Markedet er løst opdelt i forskellige sektioner, og jeg tror vi kom igennem de fleste af dem. Min yndlingsafdeling var der, hvor de solgte frisk frugt og grønt, mens jeg godt kunne have undværet kødafdelingen, hvor vi trådte ind lige tids nok til at se en kylling miste hovedet under ret drabelige former. Ja, ja, jeg ved da godt at kyllingefileter og nakkekoteletter ikke vokser på træerne, men den oplevelse endte alligevel med at gøre så meget indtryk på os alle tre, at vi sprang frokosten over.

Hvad skal man købe på markedet i Pleiku?

Tøj, sko og accessories? Priserne er virkelig lave, men udvalget er lidt sølle, så med mindre man har smag for tacky kopivarer, er det nok bedre at udskyde tøjindkøbene, til man er i Hanoi eller Ho Chi Minh City.

Frugt og grøntsager? Køb så meget du kan bære, og mæsk dig i eksotiske frugter på hotelværelset.

Risskåle, køkkengrej og kaffekopper? Køb! Køb! Køb! Her er din chance for at få alt, hvad du behøver til dit eget vietnamesiske gadekøkken for en slik. Jeg købte de særlige kaffekopper og metalfiltre, som man bruger til at lave vietnamesisk kaffe, og hvert sæt kostede kun 1$. Så billigt, at jeg ikke engang gad forhandle om prisen.

Min Vietnam Blog